Giv slip – accept og forandring
At give slip – forandring og accept…
I mit forrige boost Giv Slip talte jeg om, at det at slippe bekymringer, irritationer m.m. giver en frihed. En frihed, som bliver foretaget af et valg – dit valg om ikke at lade vilkår, du ikke kan ændre, fylde i dit liv.
Jeg er utrolig bevidst om, at der aldrig er noget, der BARE gøres.
Alt, hvad vi foretager os i livet, kræver en indsats. Store forandringer tager tid, masser af tid.
Når jeg beskriver muligheder for dig, er jeg helt klar over, at det er en proces.
Det ikke altid, vi kan klare processen alene. I det øjeblik vi accepterer det og søger hjælp, har vi taget et valg hen imod vores mål. Så er processen i gang.
Jeg beskriver her en lille del af det, jeg oplever hos mine klienter.
Du kan tage det ud af konteksten og sætte det ind i egne udfordringer, hvis du vil.
Der er vilkår, vi alle gerne vil være foruden. Sorg ved at miste – miste mennesker, status eller en illusion.
Vi skal give os selv lov til at sørge. Tabet af en, vi har kær, vil altid være til stede i hjertet, sådan er det. Man kan få hjælp til at komme videre af en professionel.
Jeg oplever kvinder, der mange år efter en skilsmisse ikke kan slippe svigtet.
10 år, 15 år eller mere, nogle hele livet, holder de fast i deres svigt og har dermed cementeret deres offerrolle. Tænk, hvor mange år der bliver ødelagt, fordi man engang har været forelsket i den forkerte. Det var rigtigt i de gode år, men alt forandrede sig – af en årsag, som kun parrene i virkeligheden kender til. Man kan føle en sorg over, at livet ikke blev, som man havde ønsket. Det er fair nok. Så skal man komme videre. Acceptere at det faktisk ikke var det, man troede. Det gode var godt og fik en ende.
Ved accepten opdager man ofte, at livet jo langt fra er slut. Muligheder findes, og jo mere man løfter blikket mod dem, lægger tyngden i hjertet væk og plejer accepten af, at nu er tingene anderledes, jo nærmere kommer man livet igen med dets muligheder.
I andre tilfælde kan det være dit selvværd, som trykkes af dig selv.
I tilfælde som – jeg er for tyk, jeg får aldrig motioneret, jeg er ikke glad i mit job – er der to muligheder: Accept eller forandring.
I det øjeblik du accepterer, at du faktisk vejer mere, end du bør, kan du handle på det.
Du kan fortælle dig selv, at du faktisk ser godt ud, som du er. Du kan fortælle dig selv, at du jo ikke ligner hende den slanke fra Femina, men at du lever det liv, du ønsker med de glæder, du finder gode. Ved det gode liv, betyder det så måske, at du er for rund – i forhold til en størrelse S. Du er bare ikke for rund til dig selv.
Du kan også vælge forandring og acceptere, at en forandring vil kræve en del af dig. Du kan sætte dig mål hen mod en størrelse M eller L. Du behøver jo ikke ligne en S. Har du egentlig lyst til det, med det, det koster?
Måske – måske ikke.
Så er der vores hverdagsbekymringer. Del dem op.
Hvilke kan du gøre noget ved? Hvilke kan du ikke?
I tidligere boost har jeg skrevet om netop bekymringer.
I dette boost er mit budskab, at hvis vi tager handling i de bekymringer, vi kan gøre noget ved, så letter livet.
Sidder man fast i et job eller er hverdagen ikke, som man ønsker, så undersøg, hvad det er, der fylder negativt. Skriv det ned. Skriv derefter alt det gode ned. Opvejer det positive det negative?
Hvis det gør det. Så kan man i et vist omfang acceptere tingenes tilstand.
Fylder det negative for meget – så er det tid til forandring.
Det lyder banalt, men det er faktisk sådan, at vi i årevis kan være i omgivelser, der ikke er optimale for vores liv. Vi bliver, fordi et opbrud er uoverskueligt. Vi accepterer ikke, men lider i mere eller mindre tavshed.
Vi har lov til at trives i vores liv. Det er en ret. Har vi muligheden for at tage den ret, så synes jeg, vi har et ansvar for at gøre det. Over for os selv – som rollemodeller for vores børn.
Du kan lige tage et tjek på dine livsområder.
Sorter.
Er der ting, du vil acceptere og dermed slippe?
Er der ting, du skal tage fat i og forandre?
Tag så sætningen – ”Det nytter alligevel ikke noget” – og smid den langt væk.
Alt nytter. Små skridt bliver til meter, kilometer – til forandring.
“Både tårer og sved er salt, men de giver forskelligt resultat. Tårer vil give dig sympati, sved vil give dig forandring.”
Jesse Jackson