En drøm, en roman
En drøm, en roman….
Dette indlæg skal handle om en drøm, en tanke, et livssyn – mit livssyn og så min roman.
Den 11. april er udgivelsesdatoen for min roman ”Lyden af stille ro”.
Det er på Paludan BogogCafe i Fiolstræde, receptionen foregår. Det er fra kl. 16-18 – og du, kære læser, er velkommen.
En scene i bogen foregår netop i de hyggelige opgivelser, Paludan byder på. Derfor har jeg valgt cafeen til min udgivelsesdag.
Det er en stor dag for mig – på mange måder.
Fra ofte, at have sagt ”Det burde jeg skrive en bog om” til rent faktisk at have gjort det, ja, det er en ubeskrivelig følelse. At jeg så dumpede ind i Rydendahls Forlag og mødte to åbne, lyttende og fantastiske kvinder, Karina Rydendahl og Annette Sørensen – det har bare været endnu en glæde.
Deres begejstring for min roman, mine figurer, mit budskab og min handling, som blev til et ja til udgivelse, har fyldt mig med glæde og varme.
For at nå en drøm, må man handle på den. Det kan lyde floskelagtigt, men sandt er det.
For mig har det altid været vigtigt at handle på tingene. Jeg tager gerne mod udfordringer.
Jeg kan faktisk næsten ikke lade være.
Det kan være ting, der skal prøves eller ting, der skal siges.
Jeg ønsker at være autentisk, og jeg tænker og reflekterer meget.
Jeg vil kunne se mig selv i øjnene. Jeg lever så vidt muligt efter mine værdier, i forhold til mig selv og i forhold til andre.
Nærhed er min kerne ligeså vel som afstandtagen fra ligegyldighed og overfladiskhed.
Roen finder jeg ofte i naturen. Et bølgende hav, lyden af vandet mod bredden. Jeg elsker det. Det er min meditation, når jeg går mine ture langs en strand.
Vi skal mærke livet.
Jeg mener, at alt for mange mennesker i det travle og effektiviserede samfund glemmer at lytte til livets egentlige lyd.
Det gør os til fortravlede mennesker med et værdisæt fyldt med overfladeværdier.
Det er noget af det, min roman handler om.
Den handler også om kvinden, Miramare, som er hovedperson i romanen. Hun søger væk fra netop den, hun er blevet til i det travle samfund.
Hun gør op med sit ægteskab, en kold mor og et liv i ligegyldighed.
Vi møder hendes venner, deres liv og refleksion over dette.
“Lyden af stille ro” handler om sorg, kærlighed og livsværdier
– og en stærk kvinde, Miremare.
Jeg håber, at jeg med romanen kan give dig, der læser den, en god oplevelse og mulighed for nye refleksioner og tanker.
Bodil