Når samfundet støjer

Det støjer….
Når jeg udtaler mig, reflekterer og skriver dette, så er det på ingen måde politisk ment. Jeg har selvfølgelig et eller andet sted et politisk standpunkt – men jeg forundres ofte over, at en holdning til miljø og mennesker ofte giver en et stempel – til den ene eller den anden side.

For mig er humanisme, fornuft, ligestilling og fællesskab også forbundet med ansvar; fælles ansvar og eget ansvar. Ansvar efter evne men ikke under evne.
Jeg oplever ofte, at har man en indstilling til et emne, så kategoriseres man.
Vi har ofte meget travlt med at kategorisere hinanden og i nedladende ordstrømme generalisere.

”Hvis du synes dette, så synes du også….”

Det vil jeg selv være fri for.
Jeg har en klar holdning til, hvad, jeg synes, er undertrykkende, inhumant og hvilket ansvar, jeg mener, folk kan tilgodese. Det er min mening og ikke en partifarve.

Med dette sagt, så slog det mig atter en morgen, da jeg læste nyheder, hvor meget det offentlige samfundssyn og dermed menneskesyn halter.

Vi kan læse om børnehaver og vuggestuer, hvor små børn skal klare sig med meget få voksne omkring sig.
Min veninde fortalte mig forleden om en oplevelse, hun havde, da hun skulle hente sit barnebarn i børnehaven. På stuen, hvor barnebarnet sov, var en anden lille pige vågnet.
Den lille pige rakte armene op mod hende, og hun tog hende op. De listede ud og mødte et par pædagoger, som var fra en anden stue end pigens.

”Hun hører til på en af de andre stuer.” Sagde en travl pædagog, så min veninde måtte lige lede videre.

Da hun senere kom tilbage, nu med sit eget barnebarn, lød det:

”Her bærer vi ikke børnene.” Min veninde var chokeret.

Jeg er klar over, at man ikke kan slæbe rundt på alle børnene, men…
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det så betyder, at når et lille barn, på under 3 år, gerne vil op efter at have sovet, så tager man det bare i hånden. Jeg synes, det er manglende omsorg, og ved godt, at reglen er til for at beskytte pædagogerne, idet de ofte er underbemandede.
Altså handler det om økonomi.

Vi møder og hører om børn og unge med angst. Der har aldrig været så mange, der oplever dette som nu.

Familier styrter af sted for at få livet til at hænge sammen. Ord som logistik anvendes i helt almindeligt i familier. Logistikken skal passe til afhentning og samvær. Mange forældre kommer først hjem ved 18-tiden, hvor de så lige når ulvetiden eller lektielæsningen med børnene.

Så kommer jeg til det, der triggede mig fredag morgen:

Nedslidte mennesker, vil kunne gå på pension 6 år før, hvis de alligevel kun kan arbejde 15 timer ugentligt.

Det er da en fin ordning, vil nogen sige!
Læs det lige igen.

Nedslidte mennesker…..

Dvs. vi har et samfund og et menneskesyn, hvor man skal nedslides, før der reageres.
Det er et af de tilfælde, som i den grad understreger det, jeg mener, når jeg taler om samfundets støj.
For det er da bedre end ingenting. Altså bedre end total nedslidning!

Jeg ville ønske, man begyndte at gå bag om problemerne, inden de skal behandles.
Jeg er sikker på, at strukturering, nye tanker og et helhedssyn på såvel arbejdstid som økonomi, vil kunne ændre samfundet og dermed tilgodese det, vi skal, nemlig leve livet og mærke det, inden det er kroppens eller sjælens nedslidte jamren, der høres.

Naiv? Det er så nemt at lukke nytænkning af med et ”Det kan jo ikke være anderledes!”

Det tror jeg. Heldigvis er der flere virksomheder, der implementerer fx 4-dagsuger og kortere arbejdstid.
Det behøver ikke at koste et samfunds velfærd.
Ikke det, jeg kalder velfærd i hvert fald – ja faktisk tværtimod!