Kærlighed – anmeldelse

Kærlighed – det euforiserende stof, der hedder kærlighed……

Anmeldelse af Anders Agger: ”Kærlighed”, Politikens Forlag, 2020 – Fotograf: Mingo Nørager

 

Han ved cirka ingenting om kærlighed, siger han i sin prolog. Anders. Anders Agger, hvis bløde, velkendte og rytmiske stemme følger efter ordene i bogen. Lidt som en velkendt melodi, man har svært ved at slippe. Og sådan er det vel egentlig også med kærligheden.

Anders Agger og fotografen Mingo tager os i hånden gennem 315 siders kærlighed.
Og det er da ikke tilfældigt, at jeg netop måtte anmelde bogen ”Kærlighed”, fordi jeg mener, at alt handler om kærlighed. Alt det største, det vigtigste og indimellem det sværeste – det er kærlighed.
Det er med en kop kaffe og en nysgerrig forventning, at jeg så åbner denne faktisk ret store bog, som stadig dufter lidt af tryksværte eller hvad det nu er…..
Jeg bliver ikke skuffet – tværtimod.
Jeg læser bogen i bidder – eller jeg skulle måske skrive i skæbner.
Bogen er bygget op om mennesker, om kærligheden mellem to elskende.
Den er der hos de kendte, de almindelige, de unge og de gamle. Den har ingen grænser og bider sig fast der, hvor den kan gro.
”Så boede jeg pludselig på en ø i Vadehavet med en 13 år ældre mand. Wow. Jesper kan noget særligt med at skabe ro…” (side 131) – sådan fortæller Stine Lindharth på 28 – for kærligheden tæller ikke år.

Vi møder kærligheden som den store forelskelse, i den umenneskelige adskillelse og i døden.
Vi kommer til Ringkøbing, Island, København og mere til. Vi møder dem, der stadig kan holde om hinanden og mærke et kys og så dem, der mærker kærligheden, men ikke længere kan mærke kysset fra den anden. Det er fine fortællinger. Fortællinger om det stille liv, om håb og savn.
Og den er ikke altid nem, kærligheden. Hverken hos de kendte eller de almindelige. Sådan er det, men er den stærk, så holder den.
Helen Kragh og Keld Andersen (side 233) mistede begge deres kærlighed, men fandt hinanden og opdagede, at kærligheden gives mere end en gang.  Trods kaos, begravelse og sorg kan livet lysne og ny kærlighed opstå. Sådan var det også for Anna Maxen, som mødte Ove Astrup Hansen efter sin mands død. Tilfældigt og lykkeligt. (side 87)
Der er Tina Dickow, som blev gift med Helgi Johnsson og nu har tre børn. Der er de unge lykkelige og de gamle lige så lykkelige. Og så er der Lars Bødker Smitt, hvis kærlighedshistorie er både smuk og sørgelig. Smuk, fordi han fik sin Susanne. Sørgelig, fordi hun døde alt for tidligt. Men kærligheden, den lever endnu.

Det er en smuk bog, som efterlader mig både glad og vemodig. Jeg skriver lige en sms til min elskede for at fortælle, hvor meget jeg elsker ham.
Som bogmærke har jeg brugt en tegning af en kanin. Den har mit barnebarn, Liva, givet mig.
Det er også kærlighed. Den kan man sikkert skrive en helt anden bog om.

Han ved cirka ingenting om kærlighed, siger han. Anders.
Og dog.
Når man som Anders Agger kan finde så forskellige skæbner, så forskellige historier; når man kan holde vejret i andres kærlighedshistorie, forundres, holde pause og spørge ind, ja, så ved man noget om meget – måske endda mest om kærligheden.

Tak for en varm og kærlig læseoplevelse!