Fatima, Miriam og Maria – en fortælling om fred

 

Vi snakker ordsprog, metaforer og hvor svært det kan være at passe ind – ind i en ny kultur.
Jeg sidder med 6 kvinder – 5 forskellige nationaliteter og religioner.
De er elever og de vil gerne forstå. Forstå det danske samfund, deres danske kolleger, deres børns legekammerater – og hinanden.
De har det tilfælles, at de nu er landet på en uddannelse i Danmark, en uddannelse, der i de flestes tilfælde er langt fra den uddannelse, de år tilbage har taget i deres hjemland. En har arbejdet i en bank, en har en universitetsuddannelse i biologi.

Nu er de i gang med en uddannelse i sundhedssektoren. De skal lære om medicin, sårbehandling, diagnoser og meget mere. Deres største udfordring i praktikken er, at de drager for meget omsorg. De hjælper gerne en ældre eller syg med at tage strømper på. Det er ikke så godt, for man skal være selvhjulpen i Danmark, unuanceret selvhjulpen. Sådan er det jo.

Disse kvinder er rejst hertil af forskellige årsager – og de elsker deres land – egn.
Altså landet. Blomsterne, duftene og det at høre til der – selvom omstændighed, mennesker, magt eller afmagt har fået dem til at rykke rødderne op.

Jeg sidder så der blandt dem – en almindelig dag, hvor snakken udvikler sig mellem grin og alvor. De stiller hinanden spørgsmål- de forklarer.

Her sidder Malee fra Thailand. Hun forklarer om den buddhistiske tro og tanke, hun kommer fra. Hun er buddhist.
Aysa er fra Tyrkiet og glødende ateist. Hun fortæller gerne hvorfor.
Lucy er fra Filippinerne. Hun er katolik, så er der Arub fra Palæstina, udøvende muslim. Der er Huma fra Tyrkiet, som er liberal muslim.

Alle fortæller, alle lytter, alle respekterer. Der spørges ind til følsomme emner, der svares med alvor og der reflekteres – åbent og i det stille.
Til sidst udbryder Huma, mens hun med unge smukke og dog alvorlige øjne ser på mig:

”For mig er religionen privat. Jeg behøver ikke vise den med hverken tøj eller ord – den udstråler sig fra mit hjerte. Og det vil min gud vide”

Og så går snakken igen denne almindelige dag…………..

 

Det har siden rørt mig meget, når jeg tænker tilbage på den dag. Den var så symbolsk for mig på, hvad jeg kunne ønske i denne verden. Jeg ved ikke, om det er derfor, jeg er blevet så fascineret af symbolet ”Fatimas Hånd”, men det er jeg bare. For mig samles, i dette symbol, netop mangfoldighedens rummelighed, som jeg oplevede den denne dag.

Fatimas hånd er den amulet, der skal afværge ondt eller bringe lykke og sundhed til den, der bærer den.

Vi kender den hånd i alle mulige afskygninger. Nogle gange med et blåt øje i midten. Dette øje skal kaste det misundelige ulykkesbringende øje tilbage.

Den er unik, fordi den i tidligere tider kendtes som Hamsa og var fællessymbol i de områder, hvor jøder og muslimer boede sammen. Det er et ældgammelt symbol.

Hånden symboliserer forskellige religiøse ting i de forskellige religioner – men den forener religionerne ved at have navn efter kvinder, ved sin historie og ikke mindst, fordi den kan bæres af alle, hvad de end måtte tro på. Det har gjort den til noget særligt for mig

Fatimas Hånd, Fatima var Muhammeds datter

Miriams Hånd, Miriam var Moses´ søster

Marias Hånd, Maria var Jesus´ mor

 

Og, hvad vil jeg så med alt det her?

Jeg vil dele en smuk oplevelse med dig. En oplevelse, hvor vidt forskellige, sårbare og stærke kvinder kunne se bort fra had og krig. Bare lytte, forstå, måske undres og så acceptere.

Tænk, hvis disse kvinders adfærd var verdens – sikke en ro, sikke en skønhed.

 

Tænk, hvis denne gensidige nysgerrighed, ønske om forståelse
og ikke mindst accept af forskellighed kunne forenes.
Forenes uden bagtanker og bestå uden ufred og magtbegær.
Sikke en ro, sikke en skønhed, sikke en verden.

Så er det også lidt en fortælling om sårbare kvinder. Sårbare, fordi et nyt sprog driller og uvidenhed bliver til usikkerhed. Det er også en fortælling om utroligt stærke kvinder.
Stærke, fordi de tager kampen op, ønsker at forstå – og trods sproglige udfordringer tager en uddannelse på deres nye sprog.

Mest af alt, er det nok en historie om fred og harmoni – sådan en almindelig dag mellem kvinder.