De mørke morgener…

I de meget mørke morgener, når vækkeuret ubarmhjertigt minder mig om, at jeg alligevel, lige der, ikke helt selv bestemmer, om jeg skal stå op eller blive liggende, så er det autopiloten, der tager over.
Jeg når ikke at tænke, at jeg skal være taknemmelig for at være i live, at min elskede ligger lige der (og sover videre), eller at jeg er rask og kan mærke hjertet slå. Nej, min krop udfører diverse morgenritualer, helt alene. Jeg tænker højst ”Det var uret” eller sådan.

Det er både tid og mørke, der herser med mig de tidlige morgener.
Mørket.
Den altomsluttende sorte kåbe, der har svøbt sig om Danmark, om årstiden og om dig og mig. Men det er kun en kåbe, og mørket skal ikke have lov til at komme ind i mig. Jeg er et sommermenneske, der elsker sol, varme og farver, og jeg vil bevare sommeren i mig hele året.

Nok derfor er det så alligevel, at jeg sådan en morgen – en mørk morgen, hvor ritualerne er færdiggjorte, føler mig taknemmelig.

Som forleden, da månen og Venus lyste om kap foran mig på den blåsorte himmel. Det var som om de hilste mig velkommen til en ny dag – og lovede mig, at det nok skulle blive lyst. Det var smukt, fredfyldt og jeg mærkede netop der en kærlig taknemmelighed.
Der er så meget, jeg kan være taknemmelig over. Så mange mennesker, der lyser på min vej, og som er med til, at jeg føler mig levende.

Albert Schweitzer (1875-1965) skal have sagt følgende:
“Nogle gange går vores eget lys ud og bliver genoplivet af en gnist fra et andet menneske. Enhver af os har grund til at tænke med dyb taknemmelighed på dem, der har tændt flammen inden i os.”

 

Jeg tænker ofte på disse mennesker, der tænder min gnist.
Mange af dem ved det nok slet ikke.
De ved ikke, hvor stor en betydning, de har for mig og for min tilgang til livet.
Jeg prøver at fortælle det – men når aldrig helt omkring.
Hver og en omkring mig tæller – om jeg ser dem ofte eller alt for lidt. De er der, og de er en bragende, kærlig og frydefuld del af den taknemmelighed, jeg føler for livet.

Sådan har du det sikkert også.

Måske sidder din gnist lige nu ved siden af dig. Måske du blot ved at lukke øjnene kan fremkalde dig alle de dejlige ansigter, der betyder noget for dig – og som du nærer taknemmelighed mod.
Kan du se dem?
Har du fortalt dem, hvad de betyder for dig?
Tænker du mon på, at du jo også betyder noget for mange?

Husk at give et kram, et smil eller et venligt ord til den, du møder på din vej – både de mørke morgener og de lyse sommeraftener. Det kan være dig, der uden at vide det, får tændt en slukket flamme i et andet menneske. Og det midt i mørket!