Den sidste vintermåned i år
Så er den første måned i 2019 ved at være forbi. Brugt og levet. Ja, den er gået, enten vi har lagt mærke til det eller ej. Pist væk.
Så kommer februar – vinterens sidste måned. Hvad skal jeg bruge den til? Hvordan vil jeg leve den, og hvordan vil jeg forberede mig på, at foråret nu ligger lige for.
Det til trods for mørke, kulde og vinterens higen efter at blive ved.
På et tidspunkt lovede jeg mig selv, at jeg ville af med 50 ting om året. Ting, der var blevet to af, ting, der ikke længere skulle have plads i mit hjem, tøj, der var blevet for……
Jeg skal rydde op og rydde ud.
Måske skal andre glædes, måske skal det bare ud. Loppemarked.
I februar måned tager jeg på loppemarked med min datter. Jeg lover mig selv ikke at gå rundt og købe – men bare sælge. Glædes ved, at andre glade ser på noget af det, jeg selv ikke længere har brug for. Vi hygger, min datter og jeg – betragter alle de forskellige mennesker, der kommer forbi. Vi tæller og regner. Hvor meget har vi tjent.
Dette bliver i år igen i Remisen på Østerbro. Jeg glæder mig.
Musik – jeg vil høre musik hjemme og til koncert.
Vinteren skal synges og spilles ud. Her i februar bliver det Stine Bramsen og The Mavericks, jeg skal rocke til.
Så vil jeg hente grene ind fra haven og sætte dem i vand i en vase. Jeg vil hver dag glædes over, at knopperne bliver grønne og blomsterne springer frem. Forår i min stue.
Jeg vil invitere gode venner til middag.
Hygge med alle mine kære.
Jeg vil i gang med at læse alle de dejlige bøger, jeg fik i julegave – vælge hvilken, der skal læses først.
Tænde stearinlys i vinduerne og vide, at lyset uden for bliver mere og mere til.
Jeg vil til et foredrag og ved allerede nu, at et bliver med Pernille Aalund – venindeaften.
Så vil jeg gå og gå. I januar fortæller Endomondo mig, at jeg har tilbagelagt 30 km i rask gang.
Måske jeg vil konkurrere i februar – konkurrere med min januar.
Alt i al vil jeg i februar sige farvel til vinterens mørke kappe.
Jeg vil lede efter erantis, krokus og vintergækker, og jeg vil nyde at livet i bund og grund er godt.
Jeg vil skrive min taknemmelighed i linjer i et hæfte, og jeg vil fortælle dem,jeg elsker, at jeg elsker dem.
Jeg vil spejde ud mod horisonten. Spejde efter forårets første tegn, som jeg jublende vil springe i møde og byde velkommen, som når man venter på en længe ventet ven.