Gå Glip – Brinkmann
Anmeldelse af “GÅ GLIP”, Svend Brinkmann, Gyldendal Business, 2017.
Første gang jeg hørte om Brinkmann var, da en kollega glad kom og sagde: ”Nu må jeg godt tage nej-hatten på. Jeg har lige læst Brinkmanns nye bog. Den er fantastisk. Han skælder coaches og alt det der ud…”
Som coach og med mit livssyn tænkte jeg, at ham gad jeg ikke læse noget af. Det lød alligevel for negativt.
Men det var det faktisk ikke.
Da jeg så læste om hans nye bog ”Gå glip”, så blev jeg nysgerrig. Han havde fat i en pointe.
Derfor skrev jeg efter en bog til anmeldelse – og jeg er ikke blevet skuffet.
Det er vigtigt for mig at præcisere, at jeg absolut synes, at man skal stræbe efter det skønne i livet, det smukke og det nydelsesfulde – så længe det giver mening i livet. Har man fundet meningen med sit liv, sat fokus på sine værdier – så er der meget, man kan gå glip af. Brinkmann opfordrer os (side 16) til at nøjes med mindre af det uvæsentlige og dermed få mere af det væsentlige. En sund tanke.
Brinkmann fører os sikkert og overskueligt læseren gennem fire argumenter for begrænsningens kunst.
Det politiske argument
Det eksistentielle argument
Det etiske argument
Det psykologiske argument
I indledningen skriver han bl.a. side 14:
”Den menneskelige psyke har tilsyneladende et tragisk aspekt, der sommetider benævnes ”den hedoniske trædemølle”: Så snart vi har opnået et eller andet efterstræbelsesværdigt, vænner vi os til det, og det mister hurtigt sin attråværdighed, hvorfor vi opfinder nye mål at stræbe efter i en evig jagt, der måske først slutter med døden.”
Der bliver gjort op med den form for udviklingskultur, der bestandigt driver det enkelte menneske til kun at se indad, hele tiden skulle præstere forandring og hele tiden sætte egne ønsker først.
Vi skal huske at tie, idet vores virkelighed består af andre end os selv, og vi er afhængige af disse andre. Vi bør lære at lytte – og derved lære – og sætte os selv til side for andre, for fællesskabet.
I kapitlet Det etiske argument bliver bl.a. dydsetikken vendt. Dyden er den egenskab i mennesket, som gør, at vi kan realisere vores indre formål.
Brinkmann beskriver Aristoteles´s to modpoler for dyd, hvor overmod står i kontrast til fejhed.
Det gamle udtryk, ”dyden i midten”, genoplives og giver mening – som vi kender det fra udtrykket ”den gyldne middelvej”.
Side 76: ”At være modig er ikke det samme som at være uforsigtig eller helt fri for angst og bekymringer, men handler derimod om at turde gøre det rigtige, også selv om man frygter det.”
Kloge ord….. gode at reflektere på.
Vi får i bogen en hyldest til naturen – samt en forståelse for ydmyghed og accept.
Vi får tanken om mådehold vendt samt en forståelse for vigtigheden af at kende samfundets rødder – og dermed vores egne. Man taler ofte i dag om det rodløse menneske – det rodløse samfund.
Brinkmann beskriver vigtigheden af at holde fast i rødderne og ikke lade ønsket om innovation og disruption fuldstændig overtage al tænkning.
Aristoteles, Søren Kierkegaard er nogle af dem, Brinkmann citerer blandt mange andre kloge hoveder. Uvilkårlig får jeg lyst til at læse mere om et emne, der efter min mening bør være centralt i vores samfundssnak.
”Jeg håber, at bogens tanker kan inspirere andre til en konstruktiv drøftelse af det at gå glip af noget (mere) og til en generel respekt for moderation.” (Side 135)
Jeg anmelder ”Gå glip” her, fordi den netop giver anledning til tanker og refleksioner. Man behøver ikke være enig i alle Brinkmanns tanker, men han rammer ind i noget eksistentielt, som danner billedet af vores samfund.
Et samfund, hvor ordet dyder og mådehold i fornyet fortolkning trænger til at følges hen ad den gyldne middelvej.