Hvor er dit fokus…..
Giv slip – på bekymringer og alt det andet, der æder din energi.
Jeg mener ikke, at vi skal gå lalleglade gennem livet og synes, alt er godt.
Det håber jeg, du som har fulgt mig, ved.
Jeg ser dog, hvor meget tanker og bekymringer kan ødelægge et liv. De bekymringer, som æder, men i virkeligheden ikke er reelle.
Derfor dette boost.
Fik du læst blogindlægget fra 6. juni? Jeg bygger lidt videre her.
Fik du fyldt bekymringskassen?
Og måske dernæst skraldespanden – for bekymringen havde ikke længere nogen betydning?
Nogen siger, at bekymringer er lykkens værste fjende….
Hvordan opstår en bekymring – hvor opstår den?
Den opstår i vores tanker. En hændelse eller usikker fremtid kan danne grobund for en negativ tanke.
Oftest frygt for noget ukendt.
Jeg har set på, hvad J. Krishnamurti siger om frygt i bogen ”At være menneske”, Achehoug, 2000,
Oversat af Kincaid og Lieberkind, side 122-123, 125 :
”Hvad er frygt? I ved, når den er der, I kender dens væsen, hvordan den får jer til at skælve, hvordan jeres fysiske organisme krymper sig, hvordan jeres hjerne bliver konfus, nærmest paralyseret.
…..Den påvirker jeres søvn og jeres hverdag, den fører mistænksomhed med sig, bekymring og nedtrykthed, og I klamrer jer til et eller andet og håber, at det ikke vil ændre sig og ikke vil føre til frygt. Enten gør vi noget ved frygtens rødder, eller også beskærer vi dens grene. Hvilken af delene vil I?……
Hvad er så årsagen til frygt, eller hvad er årsagssammenhængen? Hvis I får stillet det spørgsmål, vil I så svare på det?
Eller forventer I, at en anden skal forklare det? Forklaringen er ikke selve virkeligheden. Man kan male et vidunderligt billede af et bjerg, men billedet er ikke bjerget. Ordet frygt er ikke frygt. Men ordet frygt kan fremkalde frygt…………..
Hvad er så årsagen til frygt? Er det tanken? Er det tiden? Lad os se på det. Jeg lever, vi lever – nu.
Og tanken siger: ”Jeg kunne gå hen og dø i morgen” eller ”Jeg kunne miste mit job”, Jeg har mine penge i banken, men banken kunne gå konkurs”……..
Det er med andre ord en forestilling om, at jeg kunne risikere at tabe, eller vinde, eller blive ensom. Så tænkning er en af de faktorer, der er afgørende for frygten……”
Og på siden 125: ”Jeg er bange for, hvad der kan ske. Jeg er bange for noget, jeg har gjort…
Så tiden og tanken er roden til frygt……..”
Han siger videre, at tanken og tiden er nødvendig på det ydre plan, men ikke det indre.
Det kræver øvelse og opmærksomhed at se det virkelige og slippe frygten.
Det er en refleksion værd. Synes jeg. Denne sammenhæng mellem frygt og bekymring.
Tanken om, at vores frygt er lige så uvirkelig som det malede billede af et bjerg, er jo netop sandt.
Jo mere, vi tænker, jo mere detaljeret bliver bekymringen. Som kunstnerens penselstrøg gør billedet livagtigt, så man næsten føler, man står der på det smukke bjerg, ja sådan kan vi virkeliggøre vores bekymringer – i tanken.
”Hvis du vil overvinde din frygt, skal du ikke sidde derhjemme og tænke over det. Du skal ud og være aktiv.”
Dale Carnegie
Tænk, hvis du kunne slippe alle bekymringer! Hvor meget mere nydelse, ville det give dig i livet?
Mange gange sker der noget, når vi slipper. Vores fokus ændrer retning. Ved, ikke længere at lade os binde, overskygges eller spekulere, så ændrer vi os umiddelbart – og vi modtages af andre i vores ændrede tilstand.
Giv slip – øv dig – giv dig selv lov til at lade håb, glæde og troen på, at en bekymring ikke er tanken værd – fylde.
Fylde i dit liv sammen med erkendelsen af, at du aktivt er en del af dit eget liv.
Du er faktisk den eneste, der kan leve det.