Hvad eller hvem, der fascinerer – mig
Der er mange kvinder, som jeg beundrer.
De, der er kendte i det nære, blandt få og så alligevel
fylder så vidunderligt meget i hverdagen og i mange menneskers hjerter.
Så er der de, der er berømte. Berømte for, i det store rum, at have gjort
en forskel, populær, upopulær eller bare en forskel – også de kan fylde i folks hjerter.
Flere kvinder fra første gruppe har jeg portrætteret her på bloggen. Her er der nok at tage af. Der er så mange derude. Heldigvis.
Fra den mere kendte gruppe af kvinder, har jeg tre kvinder, som jeg på en eller anden måde beundrer. Ingen af dem er nulevende –altså en del af dette liv. Men for mig lever de endnu, og jeg skimter dem heldigvis indimellem som funklende ildsjæle af i dag.
Mine tre kvinder er Frida Kahlo (1907 -1954), Thit Jensen (1876-1957) og
Karen Blixen (1885 – 1962) – alle kunstnere.
Jeg tænker ofte over, hvad det præcis er ved disse kvinder, som tiltrækker mig.
Deres liv er jo så langt fra mit. Mhm….. men de fanger mig, fascinerer og giver mig puf i hverdagen – tanker til mit liv.
Karen Blixen, forfatter og fortæller. Rejste langt væk fra småborgerligheden i Danmark og bosatte sig for nogle år i Afrika. Nogle vil mene, at hun der levede i en anden form for snæversynethed, men sådan tænker jeg ikke om hende. Hun søgte væk fra tidens snævre bånd.
Thit Jensen, forfatter med mærkesagerne frivilligt moderskab og ligeret. Alene disse emner sat sammen med tiden fortæller, at hun var modig. Hun var ikke bange for at blive upopulær, hvis det gjaldt en god sag.
Og så er der Frida Kahlo.
Hun er den af de tre, der fylder mest – hos mig.
Jeg mødte Frida Kahlo første gang for ca. 15 år siden.
Filmen Frida med Salma Hayek i hovedrollen blev spillet i vores biograf.
Den skulle jeg da se – og jeg tror, det blev begyndelsen på en livslang fascination.
En fascination af en kvinde, der for længst er død – altså hendes krop er død, for hun lever endnu
– videre i sine billeder og breve.
Jeg har set hendes billeder udstillet i Gøteborg og i København – og min drøm er at se hendes hjem i Mexico, engang. Og så har jeg læst om hende, slugt hendes billeder – og allermest er jeg fascineret af hendes liv. Det liv, som er beskrevet af andre, men også i hendes breve, citater og billeder.
Hvem var hun så – sådan i en blanding af historik og historie.
Frida Kahlo blev født i en forstad til Mexico City, Coyoacan. Hendes mor var fra Mexico. Farens familie stammede fra Rumænien. Han var fotograf.
Frida begyndte tidligt at male – Frida var kunstner.
Der har været to store ulykker i mit liv.
Den ene var vognen, og den anden var Diego.
Diego var langt værst.
Frida Kahlo
Som 18-årig kom Frida Kahlo ud for en forfærdelig ulykke. Hun var passager i en bus, som kørte
galt og fik ved ulykken en jernstang gennem sin krop. Det medførte et brud på rygraden, brud på
det ene ben og et brækket kraveben, mange operationer samt lange og mange hospitalsophold.
Hun overlevede, men den polio, hun fik som 6-årig, ulykken og smerten blev ved hele hendes liv.
Så var der Diego Rivera. En, også i dag, kendt maler, der var 21 år ældre end Frida.
Frida mødte ham som kunstner og som oprører mod styret i Mexico. Hun holdt til sin død fast i Mexico både i sin kunst, sin påklædning og tankegang.
Nogle gange foretrækker jeg at tale med arbejdere og murere
i stedet for disse stupide mennesker, der kalder sig selv for uddannede.
Frida Kahlo
Hun giftede sig med Diego.
Deres ægteskab var ligeså smertefuldt som sårene fra ulykken. Han var hende evigt utro – man fristes jo til at sige et dumt svin…., men de elskede hinanden og kærligheden var ubrydelig.
Frida Kahlo har sagt om Diego:
Du tog mig ind og gav mig tilbage ødelagt, hel, fuldendt.
Frida Kahlo og Diego Rivera blev gift, skilt og gift igen.
Jeg har ofte tænkt over, hvad det er ved Frida Kahlo, der fascinerer mig. Hun levede et liv langt
fra mit eget. Hun og hendes mand hørte til samfundets provokatører og kendisser, og de var i spidsen for et kunstnermiljø.
Frida dulmede sine konstante smerter med rusmidler og alkohol.
Så hvad er det, der fanger mig?
Jeg tror, det er vemodigheden bag ved det farverige tøj, smykker og make up.
Alvor og lidenskab. Lidenskab for livet. Trods smerter og en nedbrudt krop blev hun ved – ved med at leve.
Hendes liv vidner om, at selv om livet er uendeligt hårdt, så behøver man ikke lade sig falde. Hun elskede sin Diego, selv om han fortjente mindre.
Hun elskede at udtrykke sig i sine malerier og lod sorg og smerte blive en drivkraft i kreativiteten.
Hun lod hånt om samtidens snævre kvindesyn og levede sit liv, som hun ville.
Frida Kahlo levede på trods. På trods af uoverstigelige bjerge af sorg og ulykke. På trods af, hvad hun blev budt, så valgte hun farverne i sine penselstrøg – i sit liv.
Farverne, livsnerven, den skæve kant, provokatøren – alt sammen bundet sammen af en dyb forståelse for mennesket, bundet sammen af et rødt og bankende hjerte.
Sådan forestiller jeg mig det i hvert fald.
Når jeg ser på, hvilke egenskaber, der prægede disse kvinder, så ser jeg mod, forståelse for egne værdier
samt tre kvinder, der har levet i harmoni med netop deres værdier. De har udlevet deres passion, talt andres sager, ud fra et ønske om at leve.
De har, i modsætning til mange i dag, ikke tænkt i profit. De kunne bare ikke lade være. Lade være med at skrive, holde foredrag eller male. De havde ægtheden i deres hjerter og lod ikke kun hjerterne hviske – nej de jublede.
Måske har du også nogen, du på en eller anden måde fascineres af.
Tænk på, hvad det er ved dem, der fascinerer dig.
Hvad er det, der gør, de har en plads i netop dit hjerte?
Mhm…. jeg tror, det er værd at tænke på…….