Jeg vil tænde et lys
I dag er en alvorsdag. I dag brænder det i Europa.
Jeg kan huske krigene i det tidligere Jugoslavien fra 1991. Jeg husker grufulde beretninger om ondskab, afmagt, angst.
Jeg kan huske, at det greb mig, at ca. 3 timer med fly fra Danmark stod verden i krig.
Jeg husker billeder af grædende børn, ulykkelige forældre.
Dengang stod jeg med et spædbarn i armene og en lille pige ved hånden. Mine små børn, måtte de altid spares for alt ondt.
Men der kom mere i verden udenfor.
Forfærdelige angreb, magt, begær og ondskab. Ikke langt fra os, for verden er ikke længere så stor, at vi ikke ved, hvad der sker.
Tæt på, langt fra.
Afghanistan, Syrien, Tjetjenien og så alle de steder, der ikke helt har mediernes interesse, steder, der også bløder.
Verden græder
Så her i morges vågnede Ukraines befolkning til krig.
Ukrainere og russerne, mennesker lider, mister og ødelægges. Verden græder – mit hjerte græder.
Græder for alle disse mennesker, for afsindigheden, ondskaben og håbløsheden.
For det er håbløst, at vi stadig skal vågne op til lyden af krig i en verden og en tid, hvor solen kan skinne, og muligheder og udvikling bør fylde.
En verden, hvor vi er nået langt i overlevelse, viden og forståelse. Bare ikke langt nok.
Man kan sige, at det er en forfærdelig verden. Det er bare ikke rigtigt.
Vi har en smuk klode, et fantastisk univers. Naturen er fyldt med mirakler. Det er menneskene, der begærer og ødelægger.
Det er så uforståeligt og uhyggeligt, at få mennesker kan smede så megen død og ødelæggelse.
Det giver en følelse af afmagt.
Vi står i vinterens sidste dage, der fyldes med krystalklar kulde åndet af kolde hjerter bag isnende øjne.
Hvad er det, der får et menneske til at glemme livet og blot styre mod kynisk begær, magt og ødelæggelse?
Desværre er de set flere gange i historien, men hvorfor i alverden bliver de ikke stoppet – længe før deres farlighed overtager?
Det er mig en gåde.
Jeg tænker på alle de mødre, der har stået med et barn ved hånden og et på armen og ønsket lykke og fred for de små.
De mødre, der nu magtesløst ser til.
Jeg tænker på de mennesker, der mister og mistes.
Jeg vil tænde et lys for alle de mennesker, der sidder i mørke.
Det gør mig så ondt.