Kvinder – kæmp

Første forårsdag kom Viola til verden.
En lille pige, smuk, blød og fredfyldt. Mit barnebarn.
Endnu et hjerte tog ophold i mit, og der vil det blive og gro, til jeg en dag lukker mine øje.
Jeg er taknemmelig og lykkelig.

8. marts er kvindernes kampdag.
Herhjemme handler det om ligeret og ligeløn. Forståeligt nok.
Når jeg så ser ud i verden, så virker vores kamp dog uendelig ubetydelig i forhold til det, vores søstre kæmper og udsættes for. Det de, trods umulige vilkår, lever under.
Bøjer sig i frygt, mishandles, nedgøres uden ret, uden at nogen, hverken “søstre” eller “brødre” med magt i verden omkring dem, forhindrer disse umenneskelige forhold.
Piger bliver omskåret, kvinder tugtet og nægtet uddannelse.
De nægtes frihed, nægtes at leve livet.
Kvinder skal gemme håret, kroppen – ja, sig selv på grund af nogle mænds onde, tyranniske og magtsyge mindreværdsfølelser. Kvinder er for nogen en vare uden ret, uden liv.
Der er kvinder, der ikke mærker solen, vinden eller blot en regndråbe i ansigtet en dejlig dag.

Der er lang vej til ligeret og ligeværd i denne verden. Der er langt til en omverden, der  tør stå sammen og hjælpe, så længe det ikke handler om penge. Politikerne bliver stumme og vender ansigtet bort.

Jeg vil ønske at verdens politikere, magthavere en dag tør se på netop den ulighed. Jeg vil ønske, de tør reagere og ikke mindst handle. Alt andet er en skam, et svigt – og det ser jeg lige nu. Jeg vil ønske, at alle kvinder kan vælge uddannelse, tøj, partner – og at de fri af angstfyldte bånd kan se op mod solen og mærke dens varme. Den dag nærmer vi os ligeværd.

Lille Viola vil vokse op i kærlighed. Hun skal ikke være bange for voksnes negative indblanding i hverken krop eller frihed.
Hun kan trygt se sig omkring, søge støtte og finde forståelse.
Lille pige, sådan bør alle børn, piger som drenge modtages og vokse op.

Jeg vil tænde et lys for hele verdens piger og drenge og ønske, at lyset en dag vil skinne også de steder, der i dag er mørke.