Forstå og slip

Sad stille i toget og var ved at læse en mail igennem, som skulle sendes til et ulykkeligt menneske.
Sad helt i fred i stillekupeen, da en kvindelig billetkontrollør kom ind.
Jeg var den eneste i kupeen, så jeg så på hende og spurgte, om det var ok, jeg lige sendte beskeden.

Det var det ikke. Overhovedet ikke.

“Mit arbejde er også vigtigt. Må jeg godt se din billet, nu!”

Her skulle jeg bare have vist min billet, som ligger på min telefon, men jeg sagde, mens jeg fandt den:

“Jeg sagde jo ikke, dit arbejde ikke er vigtigt, men at jeg gerne lige ville sende. Det ville tage et sekund”

Uendelig sur og vred, tjekkede hun min billet og vrissede: “Jeg respekterer dig, så du skal også respektere mig”

I et splitsekund smed hun sin frustration over i mig. Jeg mærkede vrede og en lille smule magtesløshed. Jeg havde været et helt andet sted. Mødt hende ordentligt men modtaget et møgfald. Jeg mærkede både i tanker og krop, hvor berørt jeg blev.
Sådan en følelse vil jo kunne vare en hel dag, hvis man altså ikke slipper den.
Det gjorde jeg, for det slog mig, at hun måske ikke var så glad for sit job. Hun mødte garanteret et hav af uforskammede mennesker gennem en dag. 
Hun tolkede min adfærd ud fra sin egen historie. Jeg var slet ikke der.

Så jeg fik faktisk ondt af hende. Hun så endnu en træls passager.
Jeg kunne jo bare have vist hende billetten med det samme på min mobil. Det kunne jeg jo.
Det hjalp på mit humør. At forstå. Jeg slap min indestængte vrede og så ud i lyset.

Nogle gange kører vi derudaf i eget spor uden øje for de spor eller tog, der drøner forbi i en helt anden retning end vores. Vi bliver lidt ensporet – eller afsporet måske.
Det hjælper at forstå. Det er ikke det samme som at undskylde. Hun, kontrolløren, var faktisk ikke ok, men vi havde hver vores kontekst, hvert vores spor.

Det er vel i grunden bare sådan, vi skal møde hinanden – også når vi sidder fredeligt i en stillekupe en formiddag i februar. Jeg vil huske det, så andres frustration ikke bliver min.