Kvindernes kampdag

8. marts – Kvindernes Kampdag

Hvor meget tænker du over kvindekamp – i din hverdag? Kæmper kvinderne stadig, eller er er kampen lukket ned? Er vi i vores del af verden blevet for magelige, så vi har glemt, at der stadig er noget at kæmpe for, og er kampen blevet en anden?
Vi er jo ude på arbejdsmarkedet. Vi har rettigheder, muligheder, er selvstændige individer – i vores del af verden.
Har vi kæmpet så meget, at vi er kommet til at ligne en virksomhed, hvor arbejdstid og tal er vigtigere end frihed og balance? Har vi glemt, hvad vi egentlig vil? Hvem vi egentlig er, og hvad der virkelig betyder noget for os?
Nogle gange kan man hige efter lighed og forveksle det med ligeværd.
Hvis vi ønsker lighed, vil vi så ligne det samfund, der er? De mænd (og kvinder), der tegner erhvervsliv, samfund og vigtige værdier.
Hvad nu, hvis vi slet ikke vil ligne dem?
Herhjemme i vores egen lille andedam ser jeg kampen ulme.
Kampen om værdier.

Retten til et harmonisk familieliv, retten til ikke at arbejde livet ihjel.
Retten til at sige fra uden at skulle latterliggøres som havende ”kvindelige værdier” – og retten til ikke at blive valgt fra, netop fordi man er kvinde.
Retten til at forstå, at netop disse ”kvindelige værdier” har lige så meget ret og er lige så sande, som de traditionelle ”mandlige værdier”. Jeg ser mange unge kvinder råbe op. Det glæder mig.
Det glæder mig, hvis der bliver sat spørgsmål ved de fastlåste værdier og ved, om det er så fantastisk at komme til at ligne det normgivne erhvervsliv, samfund og tempo og dermed med den værdifastsættelse, der har været styrende for vores liv de sidste 30 år.

Er det en kamp mellem mand og kvinde eller en kamp om værdier og magt?

Ude i verden….
Når jeg ser mig omkring, er der forfærdeligt langt igen.
Langt til, at en kvindes værd er ligestillet med manden,

Kvinder nægtes stadig uddannelse.
Små piger giftes væk til voksne mænd.
Piger sælges.
Kvinder fængsles for at smide tørklædet og åbne munden om ulighed.
Piskeslag for utroskab eller opfordring til at ønske frihed.

Modige kvinder, der kender konsekvensen for at åbne munden i deres land, taler højt, provokerer – for deres søstres og deres friheds skyld. Straffen kommer, de ved det, men de kan ikke tie.
Jeg beundrer deres mod, deres sag.
Vi taler ikke så meget om dem herhjemme. Slår ofte ting hen under ”Det er jo deres kultur”
Det kan aldrig blive en legal kultur at underkue andre. Det handler ikke om tro eller kultur. Det handler om magt og ondskab – stupiditet og angst for at miste herredømme.
Når der prædikes, at det er Guds vilje, så er det løgn. Løgn og hovmod.

 

Jeg tænker ofte på, at hvis vi kvinder, som har ”kulturen” med os, gik sammen, råbte op på vores søstres vegne, de små bange, forulempede piger, unge underkuede kvinder, mødre og gamle, ville vi så kunne gøre en forskel?
Landene, vi kommer fra gør ikke noget. Handelsaftaler og angst for indblanding samt økonomiske konsekvenser vejer tungere end et menneskes ret til at leve i fred og frihed.

Heldigvis har vi organisationer og talskvinder, men kunne vi gøre det bedre? Burde vi gøre det bedre? Vi kan jo starte med at turde sætte ord på de uretfærdigheder, vi ved foregår.

Der er meget at kæmpe for.

Så lad Kvindernes Kampdag være en anledning til, at vi tænker på vores søstre rundt om i verden.
At vi åbner munden og handler på uretfærdighed, der hvor vi kan.
At vi herhjemme ikke længere lader os styre af fordomme og magtsymboler, men giver os lov til at leve efter værdier, som frihed, ansvar, selvstændighed og anstændighed.

Lad os hylde de såkaldte kvindelige værdier og bringe dem videre til både vores sønner og døtre.