Marina Blichfeldt – Portrættet
Marina Blichfeldt, 54
”Gud, der hænger min mormors kukur,” udbryder en ældre kvinde, mens hendes blik
dvæler lidt ved uret på væggen. Det er, som samler hun fornemmelsen fra dengang op, da hun stod og ventede på, at den lille fugl skulle fortælle, hvad klokken var – dengang i et hjem for længe siden.
Fire ældre kvinder har sat hinanden stævne på kaffebaren. Den ene har fødselsdag, og
der bliver sat et flag på bordet.
Jeg skal møde Marina Blichfeldt – her på hendes kaffebar, Kaffebar, Blichfeldts bønner.
Hun har travlt, da jeg kommer ind, men stopper op, smiler og beder mig tage en kop
kaffe med op, sætte mig i den grønne sofa og vente lidt der.
Jeg sidder så her midt i en kulisse fra en svunden tid – men den er stadig fyldt med liv, med røde kinder, duft af kaffe og oversvømmet af hygge. Interiøret er genbrugsting. Møbler, kopper og billeder fra en dagligstue, nogen stadig kan huske, andre bare fornemme.
Så kommer Marina op – og der bliver serveret gulerodskage af en slags, man ikke kan sige nej til.
Det var ikke just en drøm, der skulle opfyldes med cafeen. Det var nok mere en del af
en filosofi om, at når man går til højre, lukker der sig døre til venstre – og nye åbnes.
Men der er mange år fra Marina begynder på job og uddannelse, til vi sidder her i
cafeen.
Marina er født i København, flyttet til Allerød som 13-årig og har gået i skole og
gymnasiet der.
Efter gymnasiet blev det til et år i Canada, en HH og en uddannelse som
advokatsekretær. Herfra bliver Marina ejendomsmægler, og senere ryger der lige en
uddannelse som engelsk korrespondent ind …..
Marina har altid været et søgende menneske. En tilstand må ikke blive stilstand. Man
skal lytte til sig selv og gøre noget.
Der ligger en fantastisk ro over Marina, når jeg taler med hende. Hun hviler på en eller
anden måde – i sig selv, i sine valg. Hun tør livet, og både Marina og hendes ro fascinerer mig gennem hele vores snak.
Til trods for, at hun lige skal sige hej til nyankomne kendte ansigter, farvel til sin søn,
som arbejder i cafeen – ja, så er hun nærværende her i den grønne sofa, og jeg føler
mig velkommen.
Når man er et søgende menneske, mærker man efter i sig selv.
Da Marina er 29 og har fået sine to første børn, så mærker hun, at der skal ske noget i
hendes liv.
Hun søger ind på jurastudiet.
9 år og to børn senere bliver Marina jurist.
Det er ejendomsmarkedet, der fanger Marinas interesse, og interessen følger hende til
en stilling i Miljøministeriet og senere i Skatteministeriet. I Skatteministeriet står hun
bl.a. for at koordinere skatteprogram og samle trådene. Det er spændende år.
”Vi har et land, der er bygget op på at eje……. Fast ejendom. Det er en spændende
tanke…”
Så bliver det til en stilling i Skat som HR jurist. Omstruktureringer, fyringer, som vi ser det alle vegne nu, får endnu engang Marina til at åbne nye døre.
Glæden ved loppemarkeder og en god veninde bliver til en ide om at starte et
loppemarked.
I 2013 får de to veninder tilladelse til at afholde søndagsloppemarkeder på Torvet i
Hillerød.
Det kører godt og samler byens borgere fra nær og fjern. Det er en succes.
Succeser giver mod og lyst til mere – sådan er det ofte.
Sådan er det også hos de to veninder.
De åbner sammen en cafe – Kaffebaren i hjertet af Hillerød – og de kvitter deres sikre
jobs.
Det er i 2014.
Af fysiske årsager kan veninden ikke fortsætte i kaffebaren, så i dag er det Marina, der
er chef.
”Det her sted, er det eneste sted, jeg har arbejdet, hvor det er fuldstændig
lystbetonet. Når jeg vågner om morgenen, så gider jeg hver morgen. Jeg byder 100% ind.” Smiler Marina.
Og det mærkes lige fra jeg tidligere mødte hendes venlige ansigt bag disken til, vi siger
farvel efter et par gode timer i en grøn sofa en eftermiddag i Kaffebaren i Hillerød.
Og der er også tid til, at Marina svarer på mine standarder her i Portrættet:
Min stil
Min stil spænder vidt.
Her i cafeen er der fyldt med genbrug – det giver hygge. Det er gamle ting.
Hjemme bor vi mere stilistisk, sådan designorienteret. Det er stadig købt brugt, men
mere stilet i hyggelige rammer.
Mit bedste eje
Det er jo mine børn……..hvis man kan eje dem!!?
Sådan uden for det……
Jeg har en Madonnafigur, som jeg har købt på et loppemarked i Frankrig. Hende er jeg så glad for. Hun er så smuk, ser from ud i den positive betydning. Hun er gammel og brugt. Man kan se det. Hendes fødder er sådan lidt brændte – hun har været gennem meget.
Jeg havde længe gerne villet have sådan en rigtig gammel Madonnafigur, men de er så
dyre. Så stod hun der på et loppemarked i Cannes til 10 euro.
Hende er jeg glad for. Hun står nede i Frankrig og jeg glæder mig altid over hende.
Yndlingssted i DK
Hundestedområdet. Lyset er fuldstændig fantastisk. Jeg har gode minder derfra med
strand og sommerhus, masser af venner og snakke til den lyse morgen, små børn,
marsvin, undulater osv.
Skønne rejser
Her kommer svaret også med det samme:
Frankrig – jeg holder enormt meget af Provence.
Varmen, solen, menneskene og vinen.
Jeg elsker at være der, og jeg elsker deres tilgang til livet.
Bedste beslutning – for mig
Udover mine 4 børn, så er det, at jeg som næsten 30-årig begyndte på studie – og at jeg
som 50- årig startede en kaffebar. Jeg er åbenbart ikke bange for forandringer efter 20
år.
Det bliver jeg forhåbentlig aldrig. Jeg tænker altid, hvad er det værste, der kan ske ved
forandring. Tager jeg fejl, må jeg jo lave det om igen.
Glæde i hverdagen
Altså, der er jo 1000 ting.
Jeg glædes hver dag – lige fra om morgenen.
Mine børn, mit ægteskab, min lækre mand og min kærlige familie.
Jeg glæder mig over at kunne gå en tur, at jeg kan gå til pilates om mandagen – tage på
skiferie.
Der er så mange ting, at glædes over – også de grundlæggende ting. Jeg tror faktisk, jeg
har en ydmyg tilgang til livet.
Når hverdagen bider
Den bider, som nu, hvor min lillesøster er blevet syg.
En ansat blev kørt ned – det bed også.
Så går jeg lidt ind i mig selv og tænker de dårlige tanker til ende.
Jeg snakker også om det – både med mig selv og andre.
Og jeg byder mig ind – er der for dem. Når jeg selv ser tilbage, så er det jo mine bedste
venner, som var der for mig, da jeg selv var syg. Folk, der ikke tør komme eller sige, at
de ved, man er syg, har jeg svært ved…..og jeg tænker, hvordan jeg selv ville have det i
en given situation og handler derudfra.
Forkælelse af dig selv
Her ser Marina tænksom ud:
Ja, det er ikke meget tøj, jeg får købt….
For eksempel, da vi var på skiferie – nu her – blev min datter syg. Hun kunne ikke stå på ski – jamen så fik vi ansigtsbehandling, fuldmassage. Det var forkælelse.
Jeg køber måske en lækker creme – eller blomster.
Taknemmelig
Jeg er helt vildt taknemmelig.
Det lyder måske lidt floskelagtigt – men mit liv har været en rejse – og er det stadig.
Jeg er taknemmelig over de børn, min mand har givet mig, vores venner – og at vi i en
alder af 50+ har alle bedsteforældrene endnu.
Jeg er meget taknemmelig for livet – vildt taknemmelig.
Jeg gider ikke undskylde for, at jeg er positiv.
Mange tror, at så er man overfladisk – men nej, sådan er det altså ikke.
Jeg vil være positiv – det har jeg bestemt.
Når jeg bliver 90 – hvad vil jeg så kunne sige til mig selv?
Tak for turen! Jeg er glad for, jeg var med.
Det var også meget positivt.
Et råd, jeg selv efterlever
Vær positiv. Gør noget sjovt. Rejs.
Jeg rejser meget på ferier.
Alle mine ekstra penge bruger jeg på rejser. Det skaber divergens i hverdagen.
Det er vigtigt at sørge for det – så det hele ikke bliver leverpostej.
