Michelle Obama

 

“Min historie” af Michelle Obama – Lindhart og Ringhof

Jeg lukker den 459 sider tykke bog – siger farvel til Michelle – Michelle Obama.
I mit stille sind sender jeg hende en taknemmelig tanke.
Taknemmelig, fordi jeg har fået lov til at møde kvinden bag USA´s tidligere førstedame.

 

Bogens sidste sætning giver hun til de unge mennesker, hun har mødt:

”Tak for altid at give mig grund til at være håbefuld”

Det er netop denne håbefuldhed, der skinner gennem hele bogen. Håb, vilje og troen på, at omstændigheder kan ændres, hvis vi handler og giver lov.
Denne overbevisning har fulgt Michelle – lang tid før hun blev til Mrs. Obama.
Den har hendes forældre værnet om og givet hende fra barnsben.

Hun vokser op i Chicago i 60´erne og 70érne med forældre, der godt nok er jævne, men som er højt på strå i deres tankegang. Begge børn får høje uddannelser, og forældrene støtter dem, det er deres livsopgave.

Ældre familiemedlemmer har ikke nået deres drømmes top, men måttet vige – alene på grund af deres hudfarve. 50´erne, 60érne – USA.
Pengene er små, men kærligheden, familiesammenholdet er stort. Der er nærvær og forståelse samt en vilje til at ville mere.

”Hun blev aldrig rig, men var altid sindrig” – skriver M. O. om sin mor (side 60)

Sikke en sætning, sikke en rigdom og sikke en anledning til refleksion.

”Min historie” kunne lige så godt have været en roman. Sådan opsluges jeg af fortællingen, budskaberne og de velskrevne sætninger. Så levende og flydende skriver Michelle Obama sig gennem sit liv. Dette krydret med historiske begivenheder – mennesker.
Veninde med Jesse Jacksons datter. Ydmyghed, omsorg og forståelse for andre.
Michelle Obama fortæller om liv og død. Om at miste, sørge og bevare livet. Om kærlighed, længsel og forskelsbehandling.
Bogen er åbenhjertig, og jeg føler en enorm lyst til at sidde og snakke med denne tidligere førstedame, der aldrig glemmer, hvor svært det kan være – som ikke mister jordforbindelsen.

Hun er datter, jurist, mor og hustru – og sig selv.
Hun glemmer ikke sine værdier.

Hun støtter Barak Obama hele vejen til præsidentembedet, gennem de 8 år og nu igen i en ny periode af deres liv.

Jeg får forståelsen for Obamas vej op, som koster ”den andens karriere” og tid med børnene. Det er prisen værd. Forud for det hele har der været mange og lange snakke samt forståelse mellem dem som mand og kvinde, som forældre og som verdensborgere.

Side 248:
“……..Nogle af vores samtaler var vrede og fyldt med gråd, andre alvorlige og positive. Det var en forlængelse af en dialog, som vi allerede havde ført i sytten år. Hvem var vi? Hvad betød noget for os? Hvad kunne vi gøre?”

Michelle Obama finder sin egen vision – sine ønsker for at kunne ændre – samtidig med hun støtter sin mand. For det at støtte Obama er at støtte USA – og det vil kunne ændre, om ikke andet så vejen frem.
Vejen frem der, hvor vejen, hvis ingen ændrer retning, ingen steder fører hen. Vejen til udvikling.
Fokus for Michelle Obama bliver kvinders mulighed for uddannelse, børns sundhed m.m.
Hun anlægger en have ved Det hvide Hus – ikke bare sådan et par urtekrukker, nej en enorm nyttehave. Hun taler og arbejder for rettigheder. Rettigheder til det, vi i Danmark, finder som selvfølger. Uddannelse, sundhed…..
Michelle Obama arbejder hårdt i årene som førstedame.
Det sammen gør Barak Obama.

Ved at læse bogen, får jeg en god forståelse for det modspil Obama har skulle deale med i de 8 år.
Jeg får en forståelse for manden bag præsidenten, kvinden bag førstedamen og det ret fantastiske i, at hun aldrig glemmer sin vision. Jeg oplever hende som et symbol på, at ting kan lykkes, at det kræver handling, revner, frustration og ikke mindst vilje at finde vej.

Bogen viser mig et menneske, jeg får lyst til at kende, snakke med og glædes med.
Jeg har det, som med en god roman, hvor hovedpersonen er kommet ind under huden og er blevet en del af mit tankesæt. Det er derfor med en  lidt trist fornemmelse, jeg lukker bogen i efter sidste læste side – ja, sådan har jeg det, da denne Michelle Obamas selvbiografi giver mig sidste bemærkning.

”Tak for altid at give mig grund til at være håbefuld”

Håbefuld, det føler jeg mig også. Håbefuld, fordi der stadig er ordentlige mennesker til.
Jeg kan varmt anbefale denne bog.