Når julen nærmer sig….

Julen nærmer sig.
For nogen er det forbundet med spænding, glæde og kærlighed; for andre viser ensomheden sig – og særligt i denne jul fylder også dilemmaer.
Dilemmaer, som hidtil, for de fleste af os, har været ukendte.
Hvem skal med? Hvor mange kan vi forsvare at være sammen med?
Hvad med de gamle? Hvad med regler. Hvad med….
Det er svært – netop i en tid, hvor vi plejer at rumme. Plejer at ses – også med dem, vi ikke ser så meget, i hverdagen.
I hverdagen, fordi der ofte er så meget. Så meget vi skal, så meget vi vil.

Det er måske netop i denne juletid, olde kommer væk fra plejehjemmet eller vores meget gamle, som er alene i hverdagen, og nok også ensomme, oplever en helt almindelig familie til en helt almindelig middag og aften.
Julemiddag, juleaften. Og så gør det ondt, når vi ikke engang kan det.
Måske skulle vi se olde lidt mere i hverdagen. Måske ville en helt almindelig aften, en helt almindelig hverdag gøre godt.
Jeg ved godt, at mange mennesker har indrettet sig sådan, at tiden er knap til sådanne aftenener.
Det er jo et valg, man har taget. Olde har ikke taget det. Olde venter bare og glædes ved en udstrakt hånd.

I foråret så vi, hvordan folk rykkede sammen i familierne. Spiste mere sammen, indrettede og fandt på.
Det var lidt hårdt, krævede tilvænning, men alt det førte mere nærvær med sig.
Nærvær i familierne. Børn så deres forældre mere end ellers.
Der er ingen tvivl om, at som det er nu, er det forfærdelig trist. Det er så absolut sørgeligt, at gamle ikke må få besøg, at vi ikke kan samles, som vi plejer
– og at julen dermed bliver anderledes for så mange mennesker.
Mennesker mister deres livsværk, cafeer lukkes, mennesker fyres, små handlende drejer nøglen om, og kunstnere slukker mikrofonen.
Det er synd. Synd, at så meget forstummes. Denne del kan vi ikke lære noget af, blot vise medfølelse og forståelse.

Vi kan lade julelyden sætte sig i vores sind sammen med tankerne om fremtiden. Er der noget, vi kan gøre anderledes? Er der mennesker, vi skal huske på?
Mennesker, som har betydet noget for os, men som nu er blevet lidt besværlige.
Alt tager tid, men hvad er det, tiden giver, når nu den tages? Det bestemmer vi faktisk selv. Det er kun dig og mig, os selv, der kan lægge det i tiden, som vi gør.
Ting tager tid! Hvad skal dine ting så være? Hvor lang tid må den ene ting tage i forhold til den anden?
Vi vælger.

Så lad tiden give tid til tanke, til nærvær til nye vaner og måder at bruge den på.
Alene og sammen med andre – også dem, vi ikke lige får lagt ind i vores skema.

I morges var det mørkt, da jeg gik til toget.
I morges sang fuglene et sted i mørket. Det var en livgivende melodi.