Julenat og taknemmelighed
Så det jul, så det jul i nissernes land……
Julefryd, julefred – fryd og fred. Hvad er fryd? Hvad er fryd for dig?
Fryd betyder begejstring, jubel, glæde, fornøjelse, held, lykke m.m.
Hvad er det så, vi kan juble over i julen?
Er det mon freden?
Fred betyder hjemmebane, komfortzone, tryghed, ukrænkelighed, stilhed, ro og lydløshed.
For mange af os giver julen på en eller anden måde anledning til at stoppe op. Midt i børn, gaver, nisser, engle og alt for meget mad og knas, så hviler der en taknemmelighed i mit hjerte, når jeg juleaften, når roen har lagt sig, sidder med et glas rødvin med benene oppe, i sofaen, i min stue.
Så er jeg taknemmelig over, at det hele stadig kan lade sig gøre. At jeg har mine kære, og at generationerne fortsætter – i kærlighed. Jeg har sagt farvel til mennesker, jeg stadig elsker, men også de får lov til at være med i denne stund i stuen, julenat.
Det er fryd og fred, jeg mærker her.
Når jeg sådan en aften ser mig omkring, så er der minder i den pynt, der hvert år får samme plads.
I skabet står nissefamilien, i lysekronen hænger den grønne glaskogle, på klaveret malede juletræer. Juletræet hos os er fyldt med farver og hilsener fra steder, vi har været og fra juleaftener i andre kærlige hjem.
Der er det gamle skrøbelige glasæble fra min mands oldeforældre, de små fugle, som min mormor købte, vores første julehjerter, en citron fra Amalfi, en glad nisse fra Californien – minder, som bringer tider, steder og mennesker ind i stuen, ind i vores hjerter.
Det giver fryd, og det giver fred.
Jeg lader mig sjældent stresse af julen. Jeg vil hellere nyde tiden. Nyde at finde gaver til dem, jeg holder af, nyde lysene og lade mørket blive ude.
Jeg ved, at mange er ensomme i julen. Det gør mig ondt at vide. Jeg ved, at mange mennesker verden over slet ikke opdager, det er jul.
At der mange steder hverken er fryd eller fred, om det er jul eller ej. Den del skal ikke glemmes – slet ikke.
Det betyder måske i virkeligheden, at taknemmeligheden bør fylde. Fryd, fred og taknemmelighed.
Så det er vel i grunden ikke så mærkeligt, at jeg sidder der i nydelse julenat med et smil om læben, inden jeg træt går op i seng for at få sovet, inden de små i familien synes, at nu har vi sovet længe nok. Det holder alligevel stadig mørket ude.
Om du holder jul eller ej, så ønsker jeg for dig, at også du vil finde glæde og ro.
Måske du har lyst til at lege lidt med her:
Giv dig selv en stund i fred.
Gør det rart for dig lige der.
Måske er der en liste af ting og områder, du er ked af eller føler uro over.
Prøv alligevel, blot for en stund, at slippe det.
Skriv eventuelt listen fysisk på et stykke papir.
Fold det sammen og læg det en skuffe. Sig højt, at du vender tilbage, men nu må det altså lige ligge der.
Sæt dig så godt tilrette igen.
Du kan lade skuldrene falde ned, for din liste er lagt til side, for en tid.
Tænk så over, hvad du er taknemmelig over.
Hvad i dit liv, i denne tid, er du virkeligglad for? Hvad kan du føle fryd af?
Hvad kan du føle fred af? Prøv højt at sige tak for det, du er taknemmelig for.
”Tak, fordi jeg ……..” Prøv det. Det kan lyde lidt weird, men det føles godt.
Smag lidt på din taknemmelighed og lad følelsen fylde din krop.
Nyd følelsen – om det er fryd eller fred.
Glædelig jul.
Julefryd og julefred.