Når unge er ensomme…..
Ensomhed…
I dag hørte jeg en ung kvinde i radioen fortælle, at mange unge er ensomme.
Hjemsendelse, manglende socialt samvær, Corona og for meget tid alene.
Den unge kvinde var 20 år, læste på universitetet og vidste, hvad hun talte om. Organisationen Ventilen, der hjælper ensomme og udsatte, blev ligeledes citeret og kan melde samme udvikling ud.
Alt for mange unge er ensomme, deprimerede og føler utilstrækkelighed.
Vi taler ikke om sådan bare lidt “jeg keder mig ensom”. Nej ensom med psykiske udfordringer til følge.
Først tænkte jeg: “For pokker da, tag jer sammen. Forkælede unge. Det er ikke til at holde ud at høre på.” Sådan lidt “ungdommen i dag“…
Så tænkte jeg alligevel lidt videre, lagde de fordømmende tanker til side.
For de bliver altså psykisk syge, mange af de unge, af det her.
Det er faktisk forfærdeligt, og det ramte lige ned i mit hjerte.
Det er ikke bare et problem for forkælede unge, for de er nok slet ikke så forkælede endda. Det må være et samfundsproblem.
Hvad er det, vi har gjort, siden en del unge ikke kan være uden jævnaldrende i 2 måneder? Vi taler om unge studerende.
Hvad har vi gjort, siden mange unge mennesker ikke kan være alene med sig selv?
Vi snakker hverken om total isolation eller bosættelse på en øde ø.
De kan alt muligt på de sociale medier, kan endda stadig mødes med kæresten, veninden eller vennen.
Jeg er med på, at det er træls ikke at kunne feste ikke kunne opleve det studiemiljø, man har glædet sig til. At undervisningen ikke er optimal, og at der kan opstå usikkerhed om eksamen osv.
Alt det, der aflyses, som vi alle oplever i denne tid.
Men at opleve ensomheden så stærkt, at man bliver syg. Det, synes jeg, er alarmerende for samfundet, og jeg bliver bekymret.
Alt det, der aflyses, som vi alle oplever i denne tid.
Men at opleve ensomheden så stærkt, at man bliver syg. Det, synes jeg, er alarmerende for samfundet, og jeg bliver bekymret.
Hvad er det, vi mangler at give de unge – som forældre, skole og samfund?
Har vi gjort børn og unge til hæsblæsende borgere, hvis sværeste selskab er deres eget? Sport, fritidsinteresser og skole – alt i skema. Afsted afsted…
Hvor er det nærvær, den selvindsigt og selvaccept, som gør, at en tidsbegrænset stilhed ikke opleves som traumegivende?
Vi må lære noget af det, der sker.
Kære voksne, kære samfund… Jeg har tidligere skrevet om de unge, der føler utilstrækkelighed. Vi må lære vores børn sig selv at kende. Vi må vise dem, at de er godt selskab for andre og for dem selv. At de gør det godt nok, og at vi nok skal hjælpe dem, for de er ikke alene – heller ikke, når de sidder for sig selv på et værelse i 2 måneder.
Jeg tror, vi skal tænke anderledes i den noget anderledes fremtid, der venter.
