Det nye år
Det var den jul. En jul med glæde, afsavn og alligevel præcis den taknemmelighed, som jeg beskrev i sidste indlæg.
Taknemmelighed over alt det, jeg har. Alt det som ikke er givet.
Så kommer nytårsaften. Aftenen, hvor vi ser tilbage, samler op og sender nytårsforsæt af sted.
Alt det, vi ikke fik gjort, alt det vi har opdaget, alt det vi må gøre nu.
Vi sprang ind i 2020 med en overbevisning om, at dette år blev særligt.
Et smukt, blødt og rundt tal – lidt som to svaner majestætisk knejsende på en stille sø eller fjord.
Det måtte blive et smukt år.
Det blev det ikke.
Verdens befolkning er tvunget i knæ. Livsværk har lagt sig, folk står uden job og gamle er døde, ikke kun af Corona men også af ensomhed og livstræthed.
Kunsten er forstummet, og indimellem føles det hele trøstesløst.
Jeg tror mange af os søger en mening med denne stilstand i verden.
I begyndelsen kunne vi glædes over mindre forurening, større samvær med kernen omkring en.
Men det blev jo ved – så kom utrygheden. Utrygheden ved blot at gå på arbejde, handle ind, mødes med dem, man elsker.
Jeg håber – og leder stadig – efter en mening med dette indgreb i en hel klodes befolkning.
Jeg kan se en række positive ting.
Opmærksomheder på områder, der før har været usete eller i hvert fald fortrængte. Jeg tænker her på 17 millioner mink i små bitte bure, en eksploderende luftforurening samt en forståelse for, at folk kan arbejde hjemme – og være effektive. Større fleksibilitet. Jeg ser unge mennesker stå og fiske, bøger blive læst og opfindsomhed i forhold til samvær og hygge.
Jeg selv er enormt privilegeret. Jeg ved det, og det gør mig ydmyg. Jeg ser, hvordan mennesker rammes, og det gør mig ked af det.
Jeg savner vores venner at kunne samles med hele familien. Jeg savner ikke hele tiden at skulle spekulere på, om mine kære smittes. Jeg savner en glad verden.
Farvel 2020 – I to knejsende svaner.
Velkommen 2021 – lad verden blive fyldt med glæde, tryghed og fornuft.
Lad fornuften sejre, så det lærte fra tiden, ikke glemmes.
Lad os tage de gode refleksioner med ind i det nyfødte år. Måske det vil kunne gøre 2021 helt speciel.
Nærvær, indsigt, god etik, rene hjerter og kærlighed. Det ønsker jeg for 2021.
Det ønsker jeg for dig.
Godt nytår