Portræt – Luz Alba Uribej
Hun har inviteret mig hjem til sig – Luz Alba Uribej . Der skal jeg skrive hendes portræt.
Jeg kender hende i forvejen. Jeg var engang hendes lærer, og da jeg fascineres af Frida Kahlo, vil kunne flirte med en latino og er vild med al det sydlandske – samtidig med, jeg er sikker på, at jeg er fejlsat i Danmark og efterkommer af varmt spansk blod – ja, så har Luz Alba altid haft en plads i mit hjerte.
Det ikke mindst, fordi hun er det sødeste, kærligste menneske.
Hendes navn Alba betyder det første morgenlys – og sådan har man det, når man sidder over for hende.
Luz Alba er født i Colombia. Fik en handelsuddannelse og boede der, til hun var 29.
Her mødte hun sin danske mand – faktisk for anden gang, idet han som 16-årig var på udveksling i Colombia og blev ven med hendes bror.
Der gik 12 år, før hun til sin brors bryllup i Frankrig, opdagede, at ham der den danske, det var hendes amor de la vida. De blev gift, rejste til Spanien, boede der i 7 år. Det blev til Danmark i 2000 og for et par år siden en uddannelse som social- og sundhedshjælper.
Dette og meget mere er baggrunden for, at jeg begynder portrættet i dag med colombiansk, velsmagende og duftende morgenmad til lyden af musik – fra Colombia. Himmelsk.
Og som musikkens toner følelsesmæssigt river en med – sådan gør Luz Alba også.
Luz Alba fortæller….
Nu er jeg 56 – nu er det tid til at tænke på mig. Kvinder er så omsorgsfulde over for andre.
Jeg arbejder hårdt, hjemme finder jeg tid til at slappe af.
Når jeg er i min have, når mine hænder mærker jorden – så tænker jeg – det er ikke arbejde. Jeg tænker på glæden, når blomsterne blomstrer. Så bliver den slags arbejde nemmere.
Tænk på resultatet.
Jeg synes jeg har arbejdet meget i Danmark. Ikke kun i lønarbejdet men hele tiden.
I Spanien og Colombia oplevede jeg ro. Jeg havde en base, min base – ro og status.
Da jeg kom til Danmark startede jeg fra 0. Det gav mig mange skuffende følelser.
Jeg modtog – kunne ikke give noget. Jeg havde gode mennesker omkring mig og min mand, som sagde, jeg ikke skulle tænke på det – men det gjorde jeg. Det var hårdt. Alle de forventninger, jeg også selv havde.
Mine børn var små. Jeg ville gerne være den voksne mor, men følte mig ikke voksen, fordi jeg var så afhængig af alle og ikke kunne sproget.
Det var en hård periode.
Det var først her efter min uddannelse i Hillerød, jeg fik mere ro og følte mig voksen. Jeg kunne, og kan, nu selv vælge et job. Sige ja eller nej.
Da jeg mærkede den følelse, kunne jeg slappe af.
Jeg kunne kommunikere – en dejlig oplevelse. Nu kan jeg selv gøre noget.
Jeg mangler at blive bedre til dansk.
Når man møder mennesker, der ikke behandler en ordentligt, reagerer man bedst, når man har et stabilt liv – sig selv, ro, balance.
Når man giver, kan man sige noget. Man kan tænke tingene igennem, reflektere og når så tingene er faldet på plads, kan man også se det positive trods det negative.
Beskriv din stil
Jeg er et roligt menneske – nogle gange impulsiv.
Min basis er ærlighed, fordi, hvis jeg er ærlig, kan jeg fortsætte i livet – i dag – i morgen.
Hvis jeg siger en løgn og tror på den……så…..Ærlighed.
Mit bedste eje
Når jeg er her i mit hus – så – det er ikke konkret, et flot hus – nej, men for mig betyder det meget. Det er materielt men alligevel ikke. Man føler – dejligt.
Hver morgen kigger jeg ud af vinduet.
Når jeg kigger ud ad vinduet, siger jeg. Tak for den dag, jeg har fået – i dag – nu.
Det gør jeg hver morgen – et slags ritual.
Mine yndlingssteder i Danmark
Snostrup….ha ha
Bornholm er et flot sted – vil gerne tilbage en dag
Skønne rejser
Hvis jeg skulle rejse i morgen? Colombia.
Et sted man tænker på som udlænding er ens eget land.
Min bedste beslutning – for mig
Hvis jeg tænker konkret.
Min uddannelse – ville føle mig sikker i fremtiden.
Hvis jeg tænker i følelser….
Jeg mødtes med min mand og tog den beslutning og flyttede fra mit land.
Jeg sagde farvel til mit land, mine venner, min familie og mit sprog.
Jeg var 29 og skulle sige farvel til mange ting. I dag kan jeg sige, det var en god beslutning.
Jeg var sikker i min amor de mi vida. Jeg ville fortsætte med ham i mit liv – det var den bedste beslutning.
Glæde i din hverdag?
Den bedste gave jeg nogensinde har fået er mine børn, min mand, familien og mine venner.
Hver dag når jeg rejser mig fra sengen, så går min første tanke til mine børn, og jeg takker livet for deres eksistens og så beder jeg om beskyttelse for dem.
De bringer mig så meget glæde i min hverdag.
Når hverdagen bider?
Jeg konfronterer – vil snakke og finde en løsning.
Hvis man ignorerer – sidder den der stadig.
Når jeg forkæler mig selv
Jeg tager en bog og læser. Meget om kunst – Frida Kahlo, El Bosco. Jeg elsker at læse om kunsten og se på billederne og finde forklaringer.
Jeg mødes med venner; jeg elsker at se dem , at kramme, indhente vores liv og grine meget… den bedste medicin.
Også når jeg taler i telefon med min søster.
Taknemmelig
Hver dag.
Hvis man tænker, bare 5 minutter, om morgenen, hvad man kan.
Jeg kan selv rejse mig fra sengen.
Jeg har en mand.
Jeg kan selv trække vejret – gave –gave – gave..
Jeg kan selv spise og drikke og har et godt helbred.
Så mange ting at være taknemmelig for
…..venner, familie, fodbold, Colombia.
Når jeg bliver 90 år, vil jeg sige…
Jeg vil være taknemmelig – for mig selv.
Man siger tak så mange gange.
Det kan være dejligt at sige tak til sig selv. Tak til mig selv.
Du har gjort det godt.
Et råd til andre, som jeg selv har levet efter
Man skal leve og eksperimentere – prøve det, selvom man har mange bekymringer – man skal prøve.
Man har altid en mulighed for at rette det. Hvis der sker noget dårligt, så ret det. Vær dig selv, lyt til dig selv.
Vive! Lev nu!