Puf nu lidt til livet….

Puf til livet

 

I bogen Et liv. En tid. Et mennesker citerer Morten Albæk Einsteins udtalelse:
”Hvis du ønsker for dine børn, de bliver intelligente, så læs eventyr for dem.
Hvis du ønsker, at de skal blive endnu mere intelligente, så læs endnu flere eventyr for dem.
Derfor mente han (Einstein) også, at måleenheden for intelligens først og fremmest burde være evnen til at forandre og udvikle sig. ….. fantasien”
Et liv.En tid.Et menneske af Morten Albæk side 129

Da jeg læste netop dette i Albæks bog, kom jeg sådan til at tænke på et lille puf, jeg for over et år siden skrev på min FB -side OddeCoaching. Det var foranlediget af en oplevelse i september 2017, og du får den lige her igen:

Jeg underviste i et lokale over for et plejehjem.
En beboer var formentlig død.
To mænd stod og skulle læsse beboerens ejendele ind i en kassevogn.
En slidt sofa, stole, borde og to store skraldesække fyldt med bøger. Bøgerne var smidt ned i sækkene. Et liv var slut, og to mænd spekulerede på, hvordan det hele kunne være i én bil.

Ingen ville længere eje det.

Samme formiddag sang 150 børn sangen Puff.
Børn på 6-8 år sang om, hvordan fantasien og den frie lykke var væk.
Jeg ved egentlig ikke, hvilken af de to hændelser, der gjorde mig mest trist –
børnenes farvel til en tryllering eller synet af bøgerne midt i en skraldesæk ..……

 

Og det slår mig altså stadig indimellem.
Det, at for mange taler om deres travlhed, sukker over livets bud
og gør det, der kunne være højdepunkter til ligegyldigheder.
Dag ind og dag ud.

Jeg bliver så forundret, når jeg hører ægtepar (elskende) fortælle, at de ikke giver hinanden julegaver mere, for Vi køber jo det, vi mangler! Jamen, hvad med overraskelsen, glæden ved at give og glæden ved at få?

Hvad har ændret sig, siden man som 9-årig ikke kunne sove, fordi det var så spændende. Eller spændingen ved at se ens mor pakke bordskåneren op, som man selv havde lavet. Kan du huske, hvor man betragtede ansigtet og øjnene, der så? Hvilke følelser og omstændigheder gør, at det ikke længere virker?
Tænk på magien i en stjernehimmel. Her er det ukendte, det store verdensrum stadig forbundet med forestillinger. Jeg stod for et par uger siden i haven i mit sommerhus og så på himlen.
Aldrig har jeg set så mange stjerner, og jeg blev fanget af en forunderlig følelse. Det var en betagelse, og da min elskede så et stjerneskud, var magien total.

Men vi tror ikke rigtigt på stjerneskud mere. Et stjerneskud er blevet til en frokostret på en restaurant,og stjernehimlen er falmet i byernes elektriske lys.
Det magiske lys er blevet tamt og svagt, og ansigterne er lagt i alvorlige folder, mens sandheder og korrekthed hæves og overholdes på alle måder. En sandhed, som nogle gange er givet af andre og derfor ligger sådan lidt overfladeagtigt hen over ens liv.

Derfor elsker jeg, når jeg i øjeblikke ser barnets øjne i et ældre ansigt. Når troen på magi ikke er helt udslukt, og når korrektheden glemmes, og en barndomssol pludselig skinner.
Som forleden, da en kollega til en samling af syngende børn pludselig dansede lidt med et ansigtsudtryk, der fik mig til at tænke på, hvordan hun nok havde set ud som lille pige.
Eller som, da jeg i sommer så en meget gammel mand sidde på en
bænk med en kæmpe isvaffel.
Den nød han, og det fik mig uvilkårligt til at smile til ham.

Jeg vil gerne, at smagen af frihed fyldes med magi. At vi husker hinanden på, at frihed, det har vi, og livet. Vi skal huske os på, hvad det er, vi putter i livet. At vi får øje på solskinnet og den blå himmel ind imellem regndråber og mørke skyer.
Jeg vil magien, fordi den hænger sammen med lidenskaben. Lidenskaben er passion, og for mig hænger passion sammen med livet.

Jeg vil med disse ord ønske for alle, at de kan finde deres klippeø, tryllering og dermed tro på lykke og magi – inden deres, af livet slidte ejendele, køres væk i en kassevogn.