Skæbner
Mit forrige indlæg handlede om udsyn. Om det at se det hele lidt fra oven – væk fra hverdagens cirkulære mønstre.
Her knap en måned efter min ferie, er der så stadig ting, der dukker op. Skønne, men også tankevækkende vemodige.
Den taknemmelighed, jeg sluttede sidste indlæg med, er vokset i forhold til mit eget liv, samtidig med at en trist forståelse og faktisk også magtesløshed har sneget sig ind.
Der var noget, der ændrede sig i mig i Malaga denne sommer.
Ikke kun den velkomne følelse af ro, indsigt og mulighed, men også en undren og vemodig følelse fulgte med.
En følelse af, hvor privilegeret jeg er samt en påmindelse om, at det er langt fra alle, der er det.
Dernede i Malaga læste jeg ”Det hele handler ikke om dig” af Niels Overgaard.
Han er stærkt tilhænger af stoicismen, som handler om mange ting, bl.a. selvindsigt.
Det er dog mest titlen ”Det hele handler ikke om dig”, der har rørt mig, og ordenes mening ramte mig så en dag i Malaga by.
Det var, som fik jeg vist en film, et hint eller –om man vil eller tør – et tegn.
Jeg vil her beskrive min dag, mine oplevelser, som fik revet op i mit sind.
Det var sådan en varm, fantastisk og for mig harmonisk dag i Malaga bys gyldne skær.
Om formiddagen slentrede vi, min elskede og jeg, ned ad hovedstrøget, hvor livet tog fat i turister, indbyggere og så de mennesker, der håbede på barmhjertighed.
En ældre mand sad på en bænk og var ved at gøre sig klar.
En stol, sølvmalet tøj i en taske og sminke. En mimer.
Han sad med et lille håndspejl, mens han mekanisk lagde sminken på lag efter lag.
Senere var han klar, og endnu senere stod han bukkende på sin stol, hvor han med stive bevægelser tog hatten af sit sølvfarvede hår.
En lille ældre kvinde med tylskørt og Frida Kahlo-hårbøjle delte balloner ud til børn. Eller det vil sige, hun prøvede.
Gesvindt bevægede hun sig rundt i menneskemængden, men hendes ansigt kunne ikke holde smilet, så børnene veg og forældrene rystede blot på hovedet ad den fremrakte hånd.
Vi fortsatte vores færd rundt i byen og efter et smut på vores hotel, et bad og en omklædning, var vi tilbage i byens liv.
Nu begyndte aftenen. Drink, hygge, iagttagelse. Et sted at spise.
Så sad han der, den mand, hvis ansigt stadig besøger mig. I menneskemylderet, mens vi gik ned mod den restaurant, vi søgte.
En helt almindelig ”pæn” mand. Kloge øjne bag et par briller. Han læste i en bog, og hans lille hund lå ved hans side.
En bøtte stod foran ham, så de, der ville, kunne smide en mønt.
Vores øjne mødtes, da jeg gav mit, og jeg havde lyst til at spørge ind, men ville ikke virke nedladende, så jeg smilte bare, mens jeg så ham i øjnene og lod penge falde.
Det ramte mig. Det ramte mig, fordi han kunne have været hvem som helst, en kollega, en ven.
Livet havde slået ham ud af kurs, og nu sad han så der og læste, mens han skelede til bøtten med penge.
Senere da vi sad og spiste kom endnu en tigger rundt ved bordene, tiggende for barmhjertighed.
Der var mange, mange stakkels sjæle, og ingen af dem burde ende der, hvor de var.
Det var og er ubarmhjertigt.
Aftenen var ved at slutte. På vej hjem til hotellet gik vi så igen gennem hovedstrøget.
Den lille kvinde, hvis udtryk var blevet endnu mørkere, forsøgte stædigt at komme af med sine balloner.
På en bænk sad den ældre mand, mimeren med sit lille spejl.
Han var ved at tørre sminken af for igen at møde billedet i spejlet af et træt og slidt menneske.
Jeg gjorde ikke noget, der i Malaga.
Jeg nød aftenen, men der fulgte en underlig flovhed eller måske nærmere indsigt med mig hele vejen.
De ting, jeg på ferien havde købt, virkede pludselig ubetydelige.
Jeg følte mig en anelse grådig, samtidig med at alverdens ulighed stod lysende klart for mig.
Jeg kan ikke redde verden og heller ikke de mennesker, jeg mødte blot en enkelt dag i Malaga, men jeg kan se på mig selv.
Jeg kan tænke over forbrug, nødvendighed og lykke.
Så om det var tilfældigt eller virkelig et tegn, det lader jeg ligge, men de kloge alvorlige øjne, der mødte mig, dem tager jeg med mig videre i mit liv.
Når vi brokker os over vores samfund, alt det, der ikke er i orden, altså alt det, der generer netop os, sådan personligt, så kan vi jo se ud og tænke, at ”Det hele handler ikke om dig” – eller mig.
Det gør mig trist, at mennesker er så ulige, at skæbner trækkes ned.
Jeg skriver dette, fordi jeg synes, at jeg skylder de mennesker, jeg her fortæller om, at blive set.
Ved at være set er deres liv ikke spildte.
Jeg så dem, og de gjorde indtryk på mig.
Det lidt jeg kan gøre, vil jeg gøre.