Smelt Guldkalven om…
Jeg nægter – nægter ikke at have noget med mig herfra. Altså fra denne Corona-periode i mit liv.
Alle de tanker, erkendelser, som har puslet i mit sind. Alle de sindstilstande – af rørelse, forståelse og indsigt. Indsigt i sårbarhed. Vores sårbarhed. Menneskets sårbarhed.
Når jeg tænker på, hvordan en samfundsorden – og samfundsforståelse har taget fat i menneskeheden siden industrialiseringen og særligt efter teknologiseringen. Hvordan der er udviklet en hoven og alt andet end ydmyg forståelse for, at vi mennesker ikke alene hersker men også ustraffet kan gøre, hvad vi vil.
Indtil Corona
Vi har ødelagt naturen. Fjernet os så langt fra den, at vi ikke længere helt ved, hvad lyden af den er, hvor stærk og samtidig skrøbelig den er – netop afhængig af vores færden i verden.
Vi har fået os en ældrebyrde – alene ordet må vække gru i et ægte hjerte.
Vi har ensomme mennesker med online venner. Vi har ensomme mennesker, der bare er ensomme – sådan dybt ned i sjælen.
Familier, hvor hverdagene skal overstås, så man kan se hinanden i weekenden, hvis man er heldig.
Børn, der sidder på institutioner de fleste af deres vågne timer. Retter ind på plasticstole og spiser frugt og brød direkte fra bordet, som fodrede dyr – der er ikke tid til at samle tallerkener sammen.
Børn, der ikke må bæres, altså små børn. Børn, der skal være sociale i op til 8 timer om dagen i praktisk indrettede institutioner.
Vi har mennesker, der søger ro på yogahold 2 gange ugen – og så hjem til arbejde igen.
Vi har det så godt – i forhold til mange andre lande. Den er jeg med på.
Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg bor i Danmark. Vores sundhedssystem er unikt – i forhold til mange andre lande. Vi er rige – i forhold til mange andre lande. Der er styr på det i Danmark – i forhold til mange andre lande.
Men griskheden har taget fat i os. Vi danser for ofte rundt om Guldkalven. Vi vil aldrig bare nøjes. Det koster både penge, tid og mennesker. Vores værdier har vi nok stadig, men vi lever bare ikke altid efter dem. Jeg hører mange sige, at familien er det vigtigste, at sammenhold og medmenneskelige værdier ligger højest i en prioritering af livsværdier. De sammen mennesker har måske sammenlagt 2 timer om dagen med deres børn.
Tid er det, folk i dag ønsker sig mest. Tiden er der jo. Tiden er dyrebar. Dyrebar, fordi tiden er livet.
Denne periode, vi sidder i nu, har lukket folk inde. Forældre og børn har været sammen i dagevis, og sammen skullet have dagligdagen til at fungere. Pengene er blevet i banken. Forbruget sat på vågeblus.
De fleste har fået mere tid. Ingen transport. Samfundet på stand by.
For de fleste.
Naturen er begyndt at ånde igen i takt med netop tiden, der går.
Jeg har hørt forretningsfolk tale om at gå lidt ned i løn og dermed i arbejdstid. Jeg har hørt om 4-dagsuger med fuld løn, idet alt kan nås. En opdagelse af, at rigtig meget arbejde kan praktiseres hjemme, så familielivet kan dreje sig om dem, der ikke selv kan fortælle om deres behov. Børnene.
Jeg har gjort mig mange tanker. Tanker om fremtiden. Tanker om mig; om hvem jeg egentlig er, hvad jeg kan, hvad jeg vil, og hvad jeg bliver nødt til at stræbe mod.
Jeg håber, at samfundet fremover vil sænke farten og danse med naturen i stedet for rundt om Guldkalven. Lad os smelte Guldkalven om.