Utilstrækkelig?

Hvor tit går vi lige og føler os utilstrækkelige?
Indimellem synes jeg faktisk, at det kan være svært at være alle de steder, jeg gerne vil, men en kronisk tilstand, nej, det synes jeg ikke.
Heldigvis.
Og det er heldigvis, for når man ser på alt det, der forventes af os i forhold til det perfekte liv, ja, så er det nemt at føle sig utilstrækkelig.

Jeg har lige læst Christian Hjortkjærs bog ”Utilstrækkelig” fra 2020. Undertitlen er ”Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge”
Det er voldsomt, spændende på den triste måde og så enormt tankevækkende.
Helt enkelt taler han om, at forbudssamfundet er blevet afløst af et påbudssamfund.
Tidligere var regler, oftest om det, vi ikke måtte, rammen omkring unge, ja gamle som unge.
I dag er rammen idealerne. Du må det hele, og din frihed, til det, gør, at du også selv skal tage ansvaret for din lykke.
Du kan altid gøre alting bedre – også når du har gjort det godt.
Vi oplever i dag mange unge med angst og depression. Vi byder dem et liv i stress. En stresstilstand påvirket af påstande alle steder fra.
”Be you” – Don´t blend in STANDOUT” – vær unik. Så er der påstanden: ”Du kan, hvad du vil…” Arh, vel ikke altid. Hvis jeg kan, hvad jeg vil, så er det jo min egen skyld, når noget ikke lykkes. Altså min tilgang til noget, min utilstrækkelighed. Det efterlader, ifølge Christian Hjortkjær, de unge med en følelse af at være forkert, selvom de forsøger at gøre det rigtige. De bliver ikke skoletrætte, men skoleudmattede.
Idealer – vær dig selv – vær smuk – vær fri…….
Er det en forventning? Et påbud? Man kan godt tænke det.
Ifølge C. Hjortkjær er der en uoverensstemmelse mellem at blive fortalt, at man er fri, men i realiteten oplever at blive mere og mere presset.

”Hvis opgøret mod moralske forbud består i aktivt at overskride grænsen, så består oprøret mod moralsk påbud i at stoppe op eller give slip.
Når alt i vores tid råber på handling, så er den egentlige revolutionære den, der tør lade være.
Den sande oprører er i dag den, der ikke forsøger at skinne som en diamant, som ikke slipper sit indre bæst fri,
og som ikke fortvivlet forsøger at tænke positivt, uanset hvor elendigt, man har det.” ”Utilstrækkelig”, Christian Hjortkjær, s. 86

Og hvorfor skal dette her så med på min blog?
Jo, for det er jo os voksne, der lægger vejen for de unge. Jeg møder, som coach, så mange, der netop sidder med følelsen af utilstrækkelighed.
Både unge og voksne.
Det er værd at tænke over, om dine ønsker og handlinger bæres af samfundets påbud eller om de bæres af dig. Skal du skinne som en diamant – hele tiden? Skal du smile – hele tiden?
Hvornår skal du ikke være bedre til noget? Husker du at læne dig tilbage og bare være? Ikke yde eller foretage dig noget. Bare være – til stede i dig selv. Være dig selv.
Lad de mål, vi sætter os, være vores mål. Lad ikke friheden blive en byrde men en lettelse.
Har du børn og unge i din nærhed, så giv dem mulighed for at give slip.
At være gode nok og lyt så til, hvad de inderst inde ønsker, hjælp dem derhen og støt dem, når de vakler.
Fortæl dem, at drømme går man efter, netop fordi de vil kunne gøre en lykkelige, men at det skal være egne drømme.
Fortæl dem, at en hulsten fundet i vandkanten med en sjæl i ro er mindst lige så værdifuld som en skinnende diamant.
I hvert fald, når det gælder livet…..

Selvudvikling er ikke altid forandring men også selvindsigt og ro.