Frihed – og andre værdier
Frihed
En af mine grundværdier er frihed. Modsatrettet har jeg i lang tid troet, at tryghed ligeledes var en stærk værdi for mig.
Den er lidt kompliceret i forhold til friheden. Den kan måske ligefrem spærre vejen.
Derfor har jeg set på den der tryghedsværdi. Vendt den og drejet den. Flyttet den op og ned i min værdiprioritering. Jeg er faktisk kommet frem til, at det nærmere er kærlighed, der kan forveksles med tryghed. Det giver mig mening. For i kærligheden kan jeg vise omsorg, modtage og give den grænseløse kærlighed, og jeg kan tilgive, netop på grund af kærligheden.
Det sætter mig fri.
Frihed er mange ting – for mig i hvert fald. Jeg har udvist den i mine beslutninger i livet, bl.a. ved jobskifte, ved at slippe de ting, jeg ikke kan gøre noget ved – og så ved at give mig selv tid. Lov til tid. Tid til at tænke. Tid til at mærke livet.
Nærvær er også en af mine værdier. Det, at være i nuet. Jeg øver mig så meget i det. Jeg mærker nærværet, når skuldrene er nede, når jeg er sammen med dem, jeg holder af – og så i mit arbejde som coach.
Jeg kan også mærke nærvær, hvis jeg sidder en sommerdag i haven med god bog, eller når jeg ser ud over havet i Malaga eller i Thy. Der mærker jeg fred.
Hvad med dine grundværdier?
Fandt du værdier i din beslutning, som sidste boost lagde op til?
Er det stadig værdier for dig – eller er de ændret?
Nu får du lige en øvelse
Tænk tilbage på dit liv og find så frem til, hvornår du har været mest dig selv.
Gladest, havde følelsen af overskud, måske en sejrsfølelse. Hvad har du været stolt af i dit liv – hvordan og hvornår?
Hvilke følelser kommer i spil?
Hvilke værdier ser du? Skriv dem ned.
Tænk så på, hvornår du er virkelig glad. Hvornår du føler overskud, balance.
Er der nogle bestemte situationer, steder? Er det privat eller på arbejdet?
Prøv om du, også her, kan sætte værdibegreber på.
Skriv dem ned, så du har dem sammen med dine andre værdier.
Nu har du en nok en håndfuld værdier. Du kan skrive dem på små sedler og sætte dem op på dit køleskab. Vilkårligt.
Prøv så i den kommende tid at flytte rundt på dem, så du prioriterer dem.
Du skal sikkert flytte rundt på dem nogle gange, før de føles rigtige. Måske endda, du finder nye værdier, som du enten prioriterer med – eller skifter ud med andre.
God fornøjelse.
Husk, at du kan skrive til mig på facebook,
kvinde med kant, eller finde mig i ”kontakt”.