Værdier og betydning
Foråret har sat liv, saft, glæde og måske ligefrem opstemthed på paletten, og de fleste af os mærker strejfet af den livgivende pensel, som præcis et forår kan male med.
En plads i en krog – i gården, haven, en altan eller blot på et trappetrin med solens helende stråler og varme, ja, så overgiver jeg mig – totalt.
Lige der slipper jeg tankerne og lader dem selv finde vej – forbi eller til mening.
Spørger jeg her mig selv om, hvilke værdier jeg har, så får jeg oftest svar.
Du har nu haft 14 dage til at finde, flytte rundt på og erstatte værdier med andre – dine værdier. Måske har du fundet 5, måske flere. Du har betragtet dem og ”smagt” på dem.
Er de overfladeværdier eller grundværdier?
Er de gemt af vejen, eller blomstrer de rundt om dig i handling, valg og levevis – og dermed får dig til at blomstre?
Arbejdet med vores værdier er evigt – som en slags helbredstjek.
Når du har dine værdier – så er næste skridt at kende dem – sådan helt i bund. Hvad ligger der i en værdi – for dig?
Rigtigt mange konflikter opstår mellem os mennesker, fordi vi ikke lægger samme mening i de begreber eller værdier, som vi anvender.
Du kender det sikkert fra din arbejdsplads. Fx begrebet rummelighed. I kan alle være enige om, at rummelighed skal der til på arbejdspladsen. Alligevel synes nogle, at andre er lige lovlig rummelige – eller at de skal være for rummelige over for en kollega. Prøv at spørge ind til, hvad ordet rummelighed betyder – der vil komme mange forskellige beskrivelser.
Sådan er det også med dine egne værdier. Du kan komme i konflikt med dem eller glemme dem, hvis du ikke har gjort dig klart, hvad der egentlig ligger i dem. Hvad betyder fx kærlighed eller samhørighed for dig?
Det er din næste opgave.
Undersøg dine værdier.
Lav en brainstorm, hvor du sætter ord på, hvad du lægger i din værdi.
Giv dig god tid. Tag dine vurderinger med ud på en af dine gåture, med, når du cykler i fitness, eller når du laver mad.
Skriv dem rundt om din værdi.
Du er nu nået langt i din egen værdiafklaring – og jeg har mere til dig.
Husk, at du kan stille spørgsmål til mig på kontakt@oddecoaching.dk