Anerkendelse – tag en udfordring
Tør du udfordre din ydmyghed? Tør du anerkende dig selv?
Det gør mange, synes jeg. Heldigvis.
Alligevel er det svært, når nu jeg bare er mig og gerne vil anerkendes. Ikke flatteres men bare lige mærke den der anerkendelse, som gør godt.
Som får en til at ranke ryggen, fordi den kommer udefra. Fra andre, nogen man ikke kender. Det gør bare godt. Sådan har jeg det.
Sådan er det.
Jeg talte med en musiker forleden, som indimellem er ved at opgive sin passion, fordi det er så svært at komme frem, så længe man ikke er kendt.
I radioen spilles det kendte af de kendte med de kendte.
Så står man der, knokler, anerkendes, fordi man er dygtig, men også fordi man trodser sin egen ydmyghed og slår sig løs på de sociale medier.
Professionel musik, men selv der kan et ”like” og en deling være svær.
Jeg er forfatter. Jeg skriver og har udgivet en roman. Den næste er færdig, og jeg er i gang med at finde forlag.
Det er svært.
Svært for jeg er jo ikke kendt, sådan rigtig kendt. Jeg får rørende, opløftende og energigivende mails og beskeder fra læsere til min roman, “Lyden af stille ro”
Læsere fra hele landet.
Jeg glædes over, at min bog rører andre, at mit budskab når ud.
Det er min største anerkendelse som forfatter. Tak.
Jeg skriver jo ikke for at være kendt, men fordi jeg slet ikke kan lade være.
Jeg elsker det. Det er min passion.
I radioen hørte jeg en radiovært spørge en gæst om tre ting, han var stolt over ved sig selv.
Det fik mig til at spørge min elskede om det samme. Han kom ret hurtigt på svar.
Så spurgte han mig.
Det første kom prompte:
“Jeg er god til at læse og forstå andre mennesker. Det er jeg glad for.”
Næste svar var lidt langsommere på vej:
“Jeg er god til at skrive. Jeg ved det.” Alligevel tøvede jeg lidt, for anden bog skal jo lige have et forlag, en, for mig, vigtig anerkendelse.
“Hold nu op,” sagde min elskede, “du er god til det, ligegyldigt hvad.
Og det tredje?
Hele tre ting. Det var svært.
Der skulle en lang gåtur, natur og ro til, at tredje ting dukkede op, men det gjorde den.
“Jeg er kreativ, æstetiker, synes jeg. Jeg kan se ting. Det er ret fedt.”
Det krævede egentlig noget at sige tingene højt. Jeg ville jo ikke lyde……
Det er faktisk en god øvelse, som jeg vil give videre til dig.
Tænk lige over det.
Find tre ting, du er stolt over, som du kan. Fortæl dem til en, du holder af.
Sig dem højt. Giv dig selv din anerkendelse. Det er faktisk første skridt.
Vær stolt, for du er god til de ting, du finder og vælger – kendt eller ej.