Ned og op – balance
Måske har du det indimellem som jeg. En følelse af, at tiden går for hurtigt.
Jeg sidder her – bare som mig, i tanker, ideer og drømme, mens min krop kører sit eget liv.
Trods løbeture og kostforståelse, nydelse og træning, ja, så er det alt andet lige ikke den krop, som var. Det gør lidt ondt, synes jeg – særligt de dage,
hvor solen ikke står højest på himlen.
“Jeg har tænkt på noget i forhold til at blive ældre,” udbrød jeg forleden til min mand, som med et smil over mine tankers mylder, så spørgende på mig,
og jeg fortsatte:
“Jo, det er altså en underlige følelse eller tilstand det med, at man er i sin krop. Jeg føler mig indimellem lidt fanget, som om min krop er et hylster uden om mig.
Jeg er derinde, men pludselig er jeg hende den ældre. Det er mærkeligt, synes jeg – og lidt trist. Jeg er jo den samme. Hende den unge, som vil så meget.”
Når jeg ser mig i spejlet og opdager, at serum og god creme ikke længere er helt nok. Så må jeg acceptere og komme videre.
I accepten ligger roen et sted.
Jeg ved det jo.
Det gjorde jeg i dag.
En dansk sommermorgen lidt tidligt ude og en af de lune slags.
Varmen lå behersket i luften og fyldte hver en krog fra gavlene på hustagene til rillerne i fortovet.
Den blå himmel fik plads mellem hvide vatskyer, og solen sendte sit endnu lidt blege lys ud over min by.
Jeg mærkede lige der, at jeg også bare er.
