Bare et par støvler – eller?

Rydde op og smide ud.

Det er altid, for mig i hvert fald, en skøn fornemmelse at få ryddet op – og smidt ud.
Det være sig såvel i tankerne som i det fysiske. Jeg sorterer – også i tankerne. Om aftenen i mine 10 minutters ro, inden jeg falder i søvn, får jeg ofte sat dagens hændelser i perspektiv. Det er forløsende.

Således er jeg også vild med at rydde op i stuerne omkring mig. Skufferne med tøj, skabene….
På et tidspunkt havde jeg det sådan, at der skulle 100 ting ud om året – tøj, for meget købt, dubletter, noget af det inderste i skabene. Ud.

Vi har et kæmpe klædeskab i entreen. Her hiver jeg engang imellem hele molevitten ud. Dette for at sortere, sætte pænt på rad. Det gjorde jeg også forleden dag.
Så sad jeg der på gulvet omgivet af mine og min mands sko og støvler. Pæne og mindre pæne. Til at gemme og til at smide ud.
Inderst inde – faktisk helt inde i hjørnet, der stod mine gamle Dr. Martens støvler. Sorte og vidunderligt brugte. De burde ryge – ud.

Jeg så på dem og tænkte: Hvorfor bliver I ved med at gemme jer? Hvorfor får I altid lov til at blive?

De er flyttet med fra to huse, omhyggeligt anbragt i hjørnet af et klædeskab.
Hvad er der med dem?
Jeg ved det jo godt.
Jeg kan se på dem og derefter nøjagtigt huske hvor og hvornår, de er købt.
De er købt i 80´erne i Carnaby Street.

London. Ole og mig og en hel 8. klasse. Børn fra provinsen. Hjemme var børnene store, unge og modige.

Her i London blev de pludselig lidt små. Gågaden skiftet ud med Oxford Street, punkere, rester af hippier og folk i alle hudfarver, jakkesæt og hanekam. Verden blev større – det gjorde elevernes øjne også. Camden Town – det var vildt, dengang i 80´erne.
Jeg kan huske, hvordan jeg sugede denne mangfoldighed til mig og glædede mig over, at vi kunne åbne nogle nye vinduer ud til en lidt større verden, end den derhjemme, for eleverne.
Jeg husker også, at det var sådan jeg ville modtage verden. Det var det, jeg ville give videre til andre – og sådan jeg ville leve mit liv. Altså med åbne arme, hjerteoverskud og lidt ”fanden da med det”.

Og så var det,vi gik ned ad Carnaby Street – og det var dengang, der var slidte cafestole, små finurlige butikker. Der, hvor punkere og andre med en fod uden for hverdagens struktur holdt til. Langt fra de top eksklusive forretninger, der ligger der i dag.

Mit i gaden opdagede jeg dem – de sorte Dr. Martens støvler. De stod så fint i vinduet i en butik fyldt med ligesindede – blomstrede, ternede, lilla, røde…… De sorte var straks mine. De indeholdt det hele for mig. Hele den følelse, som blev forstærket for mig, der i London. Følelsen af frihed. Frihed fra alt det snævre.

Jeg købte støvlerne. De stod først på hotelværelset og ventede på at komme i brug. Jeg blev så glad indeni, når jeg så dem.

Hjemme – hjemme i min lille by – sammen med mine nye støvler.
Jeg kan faktisk huske, hvad jeg havde på første gang sammen med mine støvler.
Sort kort nederdel, strømper med solsikker, dem har jeg faktisk også endnu, sort bluse.

Den Bodil vil jeg gerne bevare.

Jeg ser anderledes ud nu – men støvlerne, dem har jeg; tankerne og værdierne.
Jeg har siden købt flere Dr. Martens støvler – men de er aldrig helt det samme som de første.

                     

Så sad jeg altså forleden der midt i min entre med mine gamle støvler i hænderne.

Jeg ved godt, hvorfor de aldrig bliver smidt ud.

 

 

Når jeg ser dem, bliver jeg mindet om alt det, jeg gerne vil bevare. Min frihed til at tænke, hvad jeg vil.
Min tro på det gode, glæden ved, at alle ikke er ens.
Jeg vil aldrig være småborgerlig eller hænge fast i små klynkende ubetydeligheder, og jeg vil øve mig i, ikke at tænke ”det er for dårligt” – hele tiden i hvert fald.

Det er jo nogle af mine værdier.

Mon ikke vi alle har sådan ”et par gamle støvler”, der kan få hos tilbage til det, vi er – inderst inde?

 

Kære gamle slidte støvler – tak, fordi I er min reminder til de værdier, jeg finder så vigtige. I får en hædersplads i skabet – igen.