Maiken Buchwald Christensen
Maiken Buchwald Christensen tror på loven om tiltrækning, og det var netop gensidig tiltrækning, der førte os sammen en aften i Sofia Mannings hus i København. Vi var en flok coaches, der mødtes. Jeg var der før første gang og var ikke et øjeblik i tvivl om, at hende den lille kvinde med de livlige øjne – hende måtte jeg lære nærmere at kende.
Og sikke et held – for hun har ikke kun livlige øjne, hun er livlig, spændende og altid i vigør.
Faktisk har Maiken alderen til at kunne gå på pension.
Ved et af vores møder spurgte jeg hende:
”Maiken, holder du aldrig op med at arbejde?”
”Nej, ikke før jeg ikke kan mere. Når jeg er væk fra spejlet, så forsvinder min alder. Er jeg sammen med en på 22, så er jeg 22, en på 55, så er jeg 55. Det er jo bare mennesker, så alder….”
Det livssyn stråler rundt om Maiken.
Hun er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, certificeret mastercoach, Enneagram practitioner og Bachterapeut, og så er hun indehaver af Maiken Buchwald.dk, autentisketekster.dk, feriemedflow.dk. Hun arbejder som skrive- og livsstilscoach, underviser, foredragsholder og er klummeskribent i magasinet ”Liv og Sjæl”.
Der er energi og liv og sjæl i det, Maiken beskæftiger sig med. Hun tror på ”De 5 stærke”, som virkningsfulde metoder – både i eget liv, og når hun coacher andre gennem dem i sin virksomhed Maiken Buchwald.dk.
En nysgerrighed for det alternative er en af de drivkræfter, der driver Maiken i dag og også dengang for år tilbage, hvor hun valgte retning inden for journalistikken.
Arbejdsmæssigt har hun flere liv, som hun selv smilende siger.
Som 17-årig trodsede hun farens ønske om, at hun skulle tage en ”rigtig” uddannelse. Hun ville tegne og søgte derfor ind på Kunstindustriskolen og blev uddannet der.
År senere blev tegningerne til skriverier. Det var en gammel glæde ved at skrive, som Maiken lyttede til – år og flere uddannelser efter den havde sat sig.
Optagelse på Danmarks Journalisthøjskole og senere 24 år som journalist på Alt for Damerne.
På Alt for Damerne skrev Maiken om sundhed, motion og kost. Interessen for det alternative voksede, og det er stadig det, der sammen med passionen for at skrive og give dette videre, der fylder i Maikens hverdag.
For 3 år siden var det slut med journalistfaget, sådan næsten.
Maiken underviser i at skrive, har sine virksomheder, og så er der klummerne i magasinet Liv og Sjæl.
Mon ikke det netop er, fordi Maiken har lyttet til sig selv, sine passioner og ført dem ud i livet, at hun ikke lige tænker på at skulle holde op med at arbejde. Nogensinde!
”De 5 stærke” er:
Enneagrammet (9 psykologiske grundtyper)
Coaching (6 trin til at realisere ønsker og mål)
Mindfulness (bevidst nærvær mod bl.a. stress)
Tankens kraft (Loven om tiltrækning & positiv psykologi)
TFT/EFT & Bach’s blomsterremedier (energimedicin
Beskriv din stil
Casuel…. Jeg kan lide både det ene og det andet.
Jeg er virkelig en netværker – nysgerrig på mennesker. Er rigtig nærværende.
Jeg tager livet og tingene, som de kommer, og så tror jeg på loven om tiltrækning.
Jeg kan så godt lide de meningsfulde tilfældigheder – synkroniteter.
Dit bedste eje
Århhh, hvad er mit bedste eje…..? Jeg er lige ved at sige Magnus, min søn, selvom jeg jo bestemt ikke ejer ham.
Dine yndlingssteder i DK
Jeg er vild med mit gamle kvarter ved Larsbjørnsstræde – city. Og så er jeg også glad for Frederiksberg. Jeg håber, jeg kan blive boende her.
Skønne rejser
Jeg har været så mange steder – også som journalist.
Rejsen til Australien. Irland – vi rejste tværs over Irland.
Jeg har været så mange dejlige steder. Kunne godt tænke mig USA – eller dandere den i Rom.
Bare give mig en rejse, så tager jeg af sted.
Din bedste beslutning – for dig
Min bedste beslutning var at sige mit faste job op og blive freelance.
Frihed er min højeste værdi – den fik jeg.
Glæde i din hverdag
Mange ting. At være sammen med andre mennesker. Ny inspiration til at gøre nye ting. Indsigt….
Når hverdagen bider
Jeg kan blive ked af det og i tvivl om, om jeg gør tingene godt nok. Så bliver jeg lav på energi.
Men så snakker jeg med nogen, får det hele sat i perspektiv. Det hjælper.
Når du skal forkæle dig selv
Det er jeg ikke god til…. Men så skal det være, når der ikke er noget i kalenderen. Jeg hygger mig, sætter mig og læser. Oftest trækker arbejdet, jeg vil lære noget nyt – og så er den eftermiddag gået.
Jeg har faktisk fået et gavekort til massage….
Taknemmelig
Jeg er taknemmelig for hele mit arbejdsliv.
Alle de chancer, jeg har fået og alle de mennesker, jeg har mødt.
Taknemmelig for, at jeg alligevel fik et barn, at min mand har holdt mig ud. For Frederiksberg, naturen.
At skæbnen, universet, tilfældet har sørget for mig og givet mig så meget støtte osv.
Jeg er faktisk rigtig taknemmelig over mit liv.
Hvad vil du gerne kunne sige til dig selv, når du er 90 år?
Jeg vil sige: Maiken, du har gjort det, så godt du kunne. Det har faktisk været ret godt. Der var ting, du ikke nåede, men jeg synes, du har truffet de rigtige valg.
Et råd, du selv efterlever
Det er det der med, man skal se i øjnene, at man selv har ansvar for sit liv – selvfølgelig kan det være svært – vilkår…
Retfærdig harme og det at være ked af det er ok, men det er ikke ok at sidde og ruge.
Prøv at se det positive.
Der er en mening med de ting, der sker.
Slip det negative, slip det, hvis det muligt, slip det.