Dit liv, dine skrammer, din ro

Hvordan oplever du egentligt livet – dit liv?

 

Har du mon ladet dig selv finde roen? Den ro, der giver fred i sindet?
Jeg har oplevet, at jo ældre jeg bliver, jo mere ro finder jeg, i mig selv.
Det er der vel i grunden ikke noget underligt i, idet bekymringer om voksenlivet enten er udlevet, glemt, gemt eller bare blevet til lærdom – visdom.
Summen af alle de oplevelser jeg har haft er en del af mig. Jeg tror, at alle oplevelser har dannet mig, på godt og ondt, og derfor har jeg taget dem til mig, som en del af en lærebog.
Fordi jeg ser sådan på mit liv, så kan jeg modtage det, der venter. Jeg sidder uden bitterhed, fordi bitterhed er som mavesyre. Den æder en. Jeg vil ikke ædes så hellere forstå.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg her taler om de skrammer, et liv giver. De skrammer, som vi vil kunne rejse os fra og selv gå videre med.
Der kan være store uovervindelige sorger i et liv. Sorger, som sætter sig og aldrig giver slip. Sorger, som vi ikke selv kan rejse os fra, men skal have hjælp til.
Jeg er klar over, at det ikke er her, man rejser sig, accepterer og forstår.

Det er altså livsskrammer, utrolige mennesker, møder med uretfærdighed, skuffelser, fejl, mistolkning osv., jeg taler om. Oplevelser, som jeg jo nok gerne ville have været foruden, men som så alligevel uundgåeligt indtog en del af mit liv.
Det betyder ikke, at jeg ser positivt på alting og ureflekteret går gennem livet som en dåre. Jeg ser, reflekterer og savner. Jeg kan græde og blive vred. Jeg prøver bare altid også på at forstå og acceptere. Acceptere det, livet giver. Accept er ikke anerkendelse. Jeg tager fat, der hvor jeg kan lade min stemme høres, jeg har holdning, og så spejder jeg efter det gode, det bedre.
Der er ting, jeg havde været foruden, men når jeg så ser tilbage, så har de alligevel givet mig en indsigt, som jeg kan bruge i dag.

Ja, jeg oplever, som skrevet, at jo ældre jeg bliver, jo mere ro finder jeg.
Og så er det, roen giver mig mulighed for at finde, se og efterleve de værdier, der, for mig, er vigtige.

Jeg kendte engang en familie, hvor forældrene var blevet skilt mange år tilbage.

Kvinden, den forurettede, levede 40 år i bitterhed. Hun slap aldrig sorgen og svigtet, men tog den med sig hele livet.
Den blev bitter, for hende selv og hendes nærmeste. Hun blev bitter.
Da jeg hørte hendes historie, blev jeg helt ked af det.
Kunne hun have accepteret det skete og fundet en vej ud? Det ville jeg have ønsket for hende.

 

For år tilbage var jeg på en arbejdsplads, hvor jeg systematisk blev pillet ned af min leder.
Det tog mig lang tid at forstå. Det blev en del af min hverdag, at jeg følte afmagt, at jeg begyndte at tvivle på mig selv. En dag fik jeg nok, sagde op. Det var en fantastisk fornemmelse.
Jeg oplevede en frigørelse. Jeg opdagede, hvor stærk jeg er.

Jeg ser tilbage på det hele med en accept af, at sådan er han, min tidligere leder i sin tilgang til andre mennesker, mest nok i sin tilgang til sig selv.
Det, han gjorde ved mig, er eller var utroligt krænkende. Det var ondt.
Han er ikke forandret. Jeg kan kun ønske, at de mennesker, han møder, vil sige fra, som jeg gjorde.

Jeg har lært af den tid, som jeg jo gerne ville have undgået, jeg har lært en del om mig selv.
Jeg har lært, hvor vigtigt det er at sige fra, handle, komme videre.

Måske også du har skrammer, små eller store, som hænger lidt for lavt over din livshimmel og spærrer for solen i dit liv?
Måske du skal have hjælp til at komme gennem skyen, måske du skal give dig tid til at lægge det væk.
Pas på dit liv, pas på dig.