Foto Kirsten – et portræt

Kirsten Hyldager, 70 år og nu fotograf….

 

Første gang, jeg mødte Kirsten, var, da jeg sidste år skulle have taget billedet til min blog. Hun var den rette at spørge og fik med sin dygtighed præcis det frem i billedet, som jeg ønskede.
Kirsten holder til i Frederikssund, hvor hun har fotostudiet Kirstens Foto. Lige nu ved hun faktisk ikke rigtig, hvad hun skal om et halvt års tid. Bygningen hvori fotostudiet ligger skal nemlig rives ned, så hun skal flytte.

Det slår ikke Kirsten ud. Som alt andet på alle andre tider i hendes liv, tager hun affære, når tid kommer. Nye ideer som fotograf vil dukke op. Kirsten kommer altid videre. Det er blandt andet derfor, hun er til inspiration for måske dig – i hvert fald for mig.

Kirsten er en kvinde, der handler, udvikler og ser fremad.
Det er aldrig for sent at nå sine drømme – aldrig for sent at handle på dem.

Opvokset i Holte. Dejlig barndom. En far, der, som Kirsten, elskede at fotografere. Han var hendes inspiration.

”Man husker alting meget bedre, når man har billeder, fotos. Det gør, at man får mere ud af livet, synes jeg”

… tilføjer Kirsten, mens hun fortæller om barndommen. Forældrene blev skilt, da hun var 13 år. Det var en god og pæn familie, men på Holte Gymnasium kunne man ikke have skilsmissebørn – heller ikke til at tage Realeksamen, så Kirsten skulle gå i 8. i stedet for 1. real.
En onkel sagde ”stop” og fik Kirsten flyttet til en skole iTølløse– her tog hun en flot realeksamen.

”Da min realeksamen var i hus, og det med gode karakterer, besluttede jeg mig for at besøge rektor på Holte Gymnasium.
Jeg lagde mit eksamensbevis foran ham, lyttede til hans vage forklaring om, hvorfor jeg ikke kunne blive på skolen , hvorefter jeg overrakte ham en kæmpe buket tidsler, jeg havde plukket til lejligheden. Så var det sagt!”

 Som 22-årig blev Kirsten sygeplejerske. I mellemtiden var hun blevet mor. To år efter blev Kirsten enlig mor

”Det var udfordringer i min ungdom, der gjorde, at jeg fandt ud af, at der var en, der bestemte og skulle træffe de rigtige beslutninger. Det var mig…”

Fra Glostrup til Maribo – et nødvendigt spring. Glostrup havde et hårdt miljø for børn/unge.  I Maribo var alting anderledes.

I 1978 mødte Kirsten, i forbindelse med endnu en efteruddannelse, en veninde fra Maribo, som syntes, at hun og sønnen skulle tage derned. Hun besøgte Maribo og begge oplevede en helt utrolig venlighed alle vegne.
Det er derfor stedet stadig har så stor betydning for hende. Hospitalet var, som man ser det i en gammel film. Det var som et landsbyhospital. Man kendte hinanden og hjalp hinanden på tværs af faggrupper – for det skulle være til patienternes bedste.
Havde en patient ikke langt igen, ja, så kunne sygeplejersken gå i køkkenet og få lidt lækkert til patienten. Sådan var det hele vejen igennem.

Det blev til 5 år i Maribo – 5 år og en romance a la dem, man læser om i en lægeroman.

Kirsten var afdelingssygeplejerske – og så kom den nyuddannede læge, og så blev de forelskede – kærester og gift.

Og det er de den dag i dag.

I 1985  flyttede de til Hillerød/Frederikssund hvor Kirsten blev  afdelingssygeplejerske, oversygeplejerske, underviser og lektor,

Kirsten tog de uddannelser, der krævedes til de job hun ønskede.
For hende handler det om livslang læring.
Kirsten blev ansat på sygeplejeskolen i Hillerød i 1993. Underviste der i bl.a. ledelse og organisation – og så blev der stillet krav om, at underviserne skulle have master eller kandidatgrad. Det betød en humanistisk basisuddannelse og en mastergrad for at undervise der.

46 år og så i gang med uddannelse. Kirsten fik sin master i 2001 og blev lektor på UCC i 2006 – som 58-årig.

”Jeg stopper, når jeg er 65….”

Og så alligevel ikke. Når man nu bliver opfordret til at søge en stilling som konsulent på Psykomotorisk uddannelse – hvad siger man så?
Så siger man tak!
Det blev til endnu et par år på arbejdsmarkedet.

Da Kirsten blev 40 fik hun et kamera af sin mand.
Da Kirsten blev 60 fik hun sit første digitale kamera af sin mand.
Nu var hun 67, og en gammel drøm om at tage et fotokursus i Nepal blev vakt til live – Kirsten tog af sted.
Det var fantastisk – skønne mennesker, fantastiske oplevelser . Hjemme igen havde Kirsten en oplevelse af at hun manglede viden indenfor fotografi.

43 år på arbejdsmarkedet med undtagelse af 4 ugers barsel og så en efterlønssum.
Hvordan bruger man sådan nogle penge fornuftigt?
Hvad med en fotografuddannelse?
Det blev et gammelt familiemedlem – der dengang var et par og halvfems, der sagde: ”Gør det – det skal du da bare gøre”.

 

Og Kirsten gjorde det. Hun gør det stadig. I 2017 afsluttede hun sin uddannelse som fotograf, og så sidder vi nu her i hendes fine fotostudie – omgivet af alle de skønne mennesker hendes kamera har fanget i de forløbne 2 år.

”Jeg vil kunne klare mig selv – økonomisk og jobmæssigt – Jeg vil altid være i gang med noget, der har med fotografi at gøre.”

 

 

Kirsten vil, hun kan, hun tør – tør slet ikke lade være……

Beskriv din stil
Jeg kan godt lide at have pænt tøj på – lidt elegant, lidt klassisk.

Mit bedste eje
…er helt sikkert mit kamera – ligesom jeg har fotos hjemme. Jeg laver årbøger fra mit privatliv. Feriebøger osv.

Yndlingssted i Danmark
Maribo – det har noget at gøre med, at jeg var der på det rigtige tidspunkt i mit liv. Samtidig er det en meget smuk og historisk by. Det er et sted med mange gode minder.

Skønne rejser
Dem har der været mange af. Var med min søn på den Transsibirske Jernbane, da han var 14 år. Det var fantastisk.
Så har jeg rejst med min mand tværs gennem USA, været i Sydafrika, i Europa og taget på vinterferie  til Norge gennem 20  år.
Vores søn har boet med sin familien i Italien i 2 ½ år – der nåede jeg at besøge dem 16 gange. Skønt.
Europa er dejlig her kan man også  tage toget.

Min bedste beslutning – for mig
Det var en stor beslutning at flytte til Maribo – den mest skelsættende i mit liv. Jeg ville ikke, at min søn skulle vokse op i det hårde miljø, vi boede i. Derfor denne beslutning.

Det er den bedste……

Glæde i min hverdag
Åh…det at stå op og være sund og rask. Er taknemlig over at have min mand, vores søn, svigerdatter og 3 fantastiske børnebørn.  Jeg er så privilegeret.  Når jeg vågner op om morgenen, tænker jeg: Det bliver spændende. Det bliver en god dag.
Det er ikke ret tit, jeg har vågnet op til en rigtig øv-dag. Jeg har jo mit gode helbred, min familie og mine gode interesser.

Når hverdagen bider
Så er der kun en vej, og det er fremad . Man er herre over sit liv, sine beslutninger og må tage konsekvenser af dem. Man må tage ansvar for sig selv – også selv om det gør ondt at erkende det.  …. Alt er ikke samfundets skyld.

Når du skal forkæle dig selv
Godt spørgsmål…
Det kan jeg på flere måder. Gå en lang tur og høre krimier, sådan ca. 10 km. Det med at være i en anden verden – kun med den aktuelle historie.
Så kan jeg godt lide at gå i biffen, være sammen med mine børnebørn. At følge med i deres liv. Vi er meget tæt på dem. Det at få lov til at være en del af deres liv. At de synes, det er dejligt, man er der. Det er en gave.
Jeg er nok lidt… ikke en enspænder, men jeg kører lidt mit eget. Jeg har da en læsegruppe og venindegrupper, men kan også godt lide at være i min egen verden.

Taknemmelig
Jeg er taknemmelig over at have en god familie. Vi kan alle lide hinanden – børnenes familier kan så godt sammen. Det er så privilegeret.
22-23 mennesker, der bare kan være sammen.
Jeg fik nok mine udfordringer i starten af livet – men senere har jeg fået i pose og sæk.
Man ser mange familier ramt af konflikter – det kan ødelægge alt.

Når jeg er 90, vil jeg kunne sige til mig selv……
At det var ikke altid lige nemt, men jeg gjorde det. Jeg har ikke haft curlingforældre. Jeg har lært det ”the hart way” – Jeg nåede det, jeg gerne ville. Jeg kom selv op på hesten.

Et råd, jeg selv efterlever
Jeg siger som Pippi: Det har jeg ikke prøvet før – altså kan jeg.
Jeg kan, jeg vil, jeg skal.