Hvad har du lyst til?
I sidste uge fik du spørgsmålet Er jeg god nok?
Jeg håber, du har indset, at det er du.
I denne uge vil jeg stille dig spørgsmålet:
Hvad har du lyst til – altså sådan rigtigt, helt dig – uden hensyn?
Vi har været gennem en tid, hvor alt har været – og stadig er forandret.
Vi har skullet ændre adfærd, de daglige mønstre og fremtidsplaner. Ting, vi aldrig tidligere har kunnet tage stilling til, er blevet besluttet for os.
Noget ganske skæbnesvangert – andet, for de fleste heldigvis, som en slags indsigelse på det travle liv, der har lagt sig som en tåge ud over vores hverdag.
En tåge, som ikke altid er nem at se gennem.
Tågen er lettet og livet er kommet tættere på – på alle måder. Skrøbeligheden, glæden, kærligheden – og for mange, roen.
Det er i roen, vi får tid til at tænke på andet end næste træk i timeglassets evige travlhed.
Hvad har jeg lyst til?
Prøv at sige det højt: ”Hvad har jeg lyst til? ”
Hvad vil jeg gerne bruge resten af mit liv på – eller bare det næste år?
Hvad har jeg lyst til skal ske i morgen, om lidt, om en ugen eller måned?
Hvordan skal mit yndlingsliv se ud?
Giv dig selv lov til at drømme, at ønske.
Sæt dig godt til rette et sted, hvor der er ro. Sid godt og behageligt.
Luk øjnene og spørg så dig selv:
Hvad har jeg mest lyst til? Allermest.
Drøm, tænk, ønsk – uden grænser, uden begrænsninger.
Hvad har jeg mest lyst til?
Når du er klar, så skriv dine svar ned.
Tag dem med i dine tanker nogle dage.
Gør du det, du har mest lyst til? Hvis ikke, hvad er det så, der forhindrer dig?
Er der mulighed for at du kan nærme dig dine ønsker, måske blot ved en lille ændring?
Måske vil du ændre noget, så du nærmer dig dine ønsker, måske vil du fortsætte din vej.
Dette sidste, fordi du allerede er der, hvor du vil være, eller fordi du har det bedst, som det er.
Måske er det, du har lyst til svært at opfylde lige nu, men små skridt på vejen, den første handling sætter dig nærmere det, du har lyst til.
Der findes ingen facitliste for, hvornår vi er tilfredse, vi skal bare huske os selv.
Huske os selv på, hvad vi egentlig ønsker.
Så kan vi rette vejen lidt til – i stedet for at gå i en lang bue udenom.