Julehilsen
Så er det næsten jul….igen
Jeg fortalte eventyret Grantræet forleden for en flok lyttende børn.
H.C. Andersens fine og evigt gyldige eventyr om det lille grantræ, som slet ikke kan se eller nyde den dejlighed, det er i.
Det ænser ikke solens kys eller fuglenes kvidren. Det ænser ikke livet.
For det lille træ vil videre, vil væk og drømmer sig til glitter og beundring langt væk fra skovens ro.
Træet når det hele, og så er det forbi. Bare forbi.
I sit ønske om andet, ser det slet ikke, hvad det har.
Se, det er jo et rigtigt eventyr – for vi kan lære af det.
Jeg selv ser mig omkring. Jeg sukker efter sydens sol, efter oplevelser og ting i fremtiden.
Jeg tager mig i det.
For lige her, lige nu kan jeg se og mærke det, jeg har. Jeg har dem, jeg elsker. Min familie er her, hvor jeg kan nå dem.
Forældre, brødre, børn og børnebørn. Ingen ufred, kun glæde og dyb kærlighed
Jeg har venner og veninder. Steder, jeg holder af.
Jeg har kærlighed. Min elskede sidder lige der.
Jeg er.
Selvfølgelig skal vi ville og udvikle os. Vi skal ikke stagnere og sidde fast.
Det er bare ikke det samme, som hele tiden at ville noget andet.
Vi skal nyde og se, hvad vi har.
Opdage, hvad der er vigtigst og huske det, mens vi søger de muligheder, livet også giver.
Vi skal kunne være.
Vi skal også kunne mærke den stille ro og lykke ved at vide, at noget bare er – er både dejligt og værdifuldt.
Jeg vil lade solen kysse mig, når den titter frem på den kolde vinterhimmel.
Mit juleønske til dig er, at også du er et sted, hvor du vil være.
Et sted, hvor du kan lade solen og livet kysse dig.
Et sted, hvor du kan lade solen og livet kysse dig.
Et sted, hvor du kan være – kan være dig.
Jeg ønsker dig en glædelig jul.
