Giv det en tanke
Kender du det, at man pludselig i en situation – arbejdsmæssig eller privat – tænker:
”Hvad laver jeg er her? ” Man føler, at man står alene eller bare spilder sin tid.
Det sidste kan være det værste, for når man spilder sin tid, spilder man jo livet.
Ofte går det over. Det var et øjeblik, en enkelt dag med de forkerte mennesker eller bare en selv, der var i det der humør, hvor alt er træls – hvor det drejer sig om noget andet.
Man sunder sig og finder ind til, hvorfor man egentlig er der, og det giver mening. Så går dagene videre, man trives og glædes.
Fred være med det.
Andre gange vender følelsen og tanken tilbage. ”Hvad laver jeg? ” ”Er det her mit liv? ”
Det er din indre stemme, der taler.
Så er det tid til at gøre noget. Men hvad?
Jeg ser flere og flere, der rent faktisk gør noget.
Flere, som ikke vil nøjes med en hverdag, der kan være anderledes, om end det er et par drømme, der skal hives frem.
Det glæder mig.
Jeg ser en stigende tendens til, at livet og ikke mindst de værdier, det bygger på, bliver taget alvorligt.
Hvad er vigtigt i det liv? I dit, i mit, i vores?
Forhindringer er der nok af. Særligt dem, vi selv sætter op.
Det er ikke ukendt, at jo flere gange, ting, overbevisninger, holdninger og løsninger bliver sagt, jo mere tror vi på det.
Sådan er det også med os selv. Med mig og med dig.
Vi fortæller os selv, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan.
Vi sætter grænser op, overbevisninger, som fortæller, at ting er umulige. Også de mulige.
Vi bilder os ind, at det er nødvendigt for at være lykkelig at beholde netop det job, det hus osv.
Men er det det? Er der muligheder? Hvor ville du være mere lykkelig?
Indimellem skal vi tage det alvorligt. Det der: ”Hvad laver jeg her? ”
Hvad laver du egentlig der? Er det tid til en ændring?
Hvad skal du slippe for at nå en ny mulighed?
2021 nærmer sig sin afslutning. Hvordan skal dit nye år være? Dit 2022.
Giv det en tanke – og måske en handling.
Lyt til din indre stemme
Vildt at kunne sige: ”Jeg ved præcis, hvad jeg laver her…. og det er fantastisk”