Boost – Der, hvor din sjæl falder på plads
Lad din sjæl falde på plads
Hvor langt er du mon kommet i dit arbejde med at finde netop dine værdier?
Du kan følge Boostet helt tilbage til marts, hvor værdiafklaringen starter her på bloggen.
Det, at tjekke sine værdier igennem er, som før sagt, ikke noget man gør en gang og så færdig.
Nej, ligesom vi går til tandlæge, frisøren osv. – ja, så er et kig på livet mindst ligeså vigtigt.
I sidste Boost skrev jeg om mine gamle Dr. Martens støvler, som var en reminder for mig.
Der er også andre måder at huske sig selv på, hvad og hvem man er.
En kollega fortalte mig forleden, at når hun kom til Italien, så faldt hendes sjæl på plads.
Jeg oplevede det her i midten af maj, hvor jeg var i Thy.
Jeg er kommet der hele mit liv og har netop der fundet en fantastisk ro, som har fået mig tilbage til forståelsen for mine værdier.
Jeg er helt sikker på, at det er, fordi jeg er væk fra det daglige og så et sted, hvor jeg har slappet af og fundet ro så mange gange i mit liv – i de faser, livet byder. Og det er så rammende for det, jeg oplever her i Thy, såvel som i Malaga – min sjæl falder på plads.
Så mit boost til dig denne gang skal være, at du finder tilbage til et sted, du har holdt af at være.
Et sted, hvor du var for måske længe siden, og som var et godt sted.
Måske din barndomsby, uddannelsessted, eller hvor du engang boede.
En tur du har gået, et plet i naturen, hvor du har nydt tiden, indsnuset både dufte og liv.
Find dit sted og vær igen til stede der.
Er dit sted for langt væk, så find en bænk et sted, luk øjnene og tænk dig tilbage til der, hvor du ved, var godt.
Tag et kig på spørgsmålene her og tag dem med dig til dit sted.
Lad dig suge ind i duftene, lydene, tiden og atmosfæren. Mærk det hele, mærk roen.
Hvad var så godt ved det sted – for dig?
Hvad gør netop det sted ved dig – og hvordan kan det være?
Hvem var du der?
Hvad drømte du om?
Hvad ville du eller ville du ikke?
Hvad ville du væk fra eller hen imod?
Hvor er du nu?
Hvad vil du nu – og hvad skal du så nu?
Tag dine overvejelser med dig.
Skriv dine beslutninger ned. Lad dem simre i dit sind.
Skal du handle på dine overvejelser eller er du lige der, hvor du gerne vil være?
Lige nu?