Positivitet
Jeg hørte en israelsk ældre mand i en fjernsynsudsendelse sige til intervieweren:
”Hvis du lever et helt liv, hvor du ser alting negativt og din sidste dag opdager, du to fejl, har du ødelagt et helt liv.
Hvis du lever et helt liv, hvor du ser alting positivt og din sidste dag opdager, du tog fejl, har du ødelagt en dag”
Hvad vil du helst?
Vi kan nødvendigvis ikke komme gennem hver dag med positive tanker om alt – indrømmet, men vi kan se på, hvordan vi møder vores medmennesker, livet, og hvordan vi tænker.
I lighed med spørgsmålet om frihedsfølelse, er det en sund vane at lytte til sig selv.
Øh, hvordan lyder jeg egentlig? Og vigtigere: ”Hvordan tænker jeg? ”
Vi møder livet forskelligt. Erfaringer, værdisæt og ikke mindst vores omverden er med til at præge det, vi mener, siger og tænker.
En god oplevelse kan pludselig blive knap så god, hvis en ven eller kollega taler den ned.
En ide, et ønske og et mål, man har sat, kan ligeledes tales ned af andre.
”Er du sikker på, der er marked for det?”
”Tror du ikke, det er for usikkert?”
”Måske ville det være bedre…..”
”Det har du jo prøvet før – jeg vil se det, før jeg tror det!”
Du kender det måske, det, at man har fået en ide eller sat sig et mål, som man gerne vil virkeliggøre. Man fortæller om den, og omgivelserne giver en
usikkerhed i forhold til, om det vil lykkes.
Det er ofte ”den andens” begrænsning, der sender de negative tanker videre til en – til dig.
”Med et positivt tankesæt kan man se det usynlige, føle det immaterielle, og opnå det umulige” – Winston Churchill
Jeg har mødt så mange mennesker, der bremser sig selv, fordi de, måske mange år før, har mødt negativitet i forhold til noget, de har lavet, sagt – eller i forhold til dem selv.
Så slår man sig selv videre i hovedet, efter det er gjort af andre år tidligere.
Negativiteten tager form, og man er hård ved sig selv. Nogle gange begynder man selv at sprede negativitet.
Alt er lidt skidt. Ting kan ikke lykkes…….
Pludselig er man en af dem, der taler andre ned…
STOP – STOP dig selv.
Tænk lige over, at en eller anden person går derude og er med til at bestemme, om du skal handle på dit liv.
En episode, som var skidt for dig, bliver ved med at hænge i skørterne, som en arrig terrier, der ikke vil slippe sit bid.
Har du episoder, du kan huske, så giv dig selv lov til at slippe.
Hvad skete der? Hvem var til stede? Hvad var situationen?
Hvad var din rolle? Hvad var det, der gjorde dig ked af det?
Gik det på dig som person – eller på en sag?
Tænk så på alle de gange, du er lykkes.
De gange, hvor du rent faktisk burde være stolt.
Find den lille bitte glæde frem, du mærkede, inden du slæbte de tunge tanker frem.
Hvad fik den lille glæde til at opstå. Kunne du lade den gro?
Prøv.
Bliv bevidst om dit tankesæt. Erstat dine negative tanker med positive.
”Vær stædig, vær bevidst. Når først du erstatter negative tanker med positive, vil du begynde at få positive resultater” – Willie Nelson
Nogle gange kan det hjælpe at finde et ord, man vil sige, tænke, hver gang man vil stoppe sin tankebane. Dit ord.
Tænk ikke så meget over, hvad du ikke vil – men derimod over, hvad du gerne vil.
Jeg mener, vi alle har godt af at tænke lidt over os selv – vores muligheder.
Jeg handler selv meget gerne på mine drømme og ønsker.
Jeg øver mig hver dag i ikke at lade de negative tanker få fat i mig. Jeg vil gerne være fordomsfri, så fordomsfri som muligt.
Det hele bliver lidt sjovere, lysere og værdifuldt – synes altså jeg.
”Der er altid blomster for dem, der vil se dem”– Henry Matisse