Rødgrød og øjeblikke

 

Rødgrød – den tykke, rabarbersaft og hindbær. Æg og sukker i en kop og en mormor, der rører med sin lidt slidte arm i højt tempo, så indholdet bliver let, luftigt og cremet – og så den lidt fedtede fornemmelse blandet med sødme.

 

Sådan svælgede vi en tirsdag morgen – en flok kvinder, samlet om morgenkaffen, inden arbejdet skulle i gang, svælgede i minder. Solen skinnede, og vi mærkede svundne tiders fornemmelse af, hvad der var godt. Så godt, at det havde sat spor i hjertet og lod os fornemme følelserne, menneskene og duftene fra dengang. Dengang – for længe siden.

Jeg mærker det tit – og ja, der er nok aldersbetinget, men alligevel, jeg mærker det. Denne fornemmelse af noget, der var, som var så godt. Godt, fordi de mennesker og den stemning, der var forbundet med stedet eller erindringen gav noget specielt. Pludselig forsvandt det, tvunget eller utvungent.

I min by står der, som i mange små byer, forretninger tomme. Der er særligt en, der vækker minder for mig.
Tornerose, hed den. Når man trådte ind i Tornerose, mødte duften af en speciel parfume en. Alle varer var lækre, lidt dyre og eksklusive. I begyndelse sparede jeg lidt sammen, når jeg ville købe noget der. Senere, da luften i økonomien var steget og børnene blevet store, så var der plads til impulsive køb. Det, der gjorde forretningen så eventyrlig, bortset fra navnet, var den ro og venlighed, der mødte en, når man kom ind. En ærlig, kærlig og venlig indehaver. Man var altid velkommen, kunne snakke lidt og lade tiden stå stille, inden man opløftet gik ud. Jeg savner den forretning, jeg savner de små ophold der og den søde ejer, Helle.

Jeg kan også tænke tilbage på tider med familien, med gode venner, som står i et bestemt lys for mig.

Sådan kan jeg blive ved.

Den tirsdag morgen med rødgrød og røræg, kom vi også til at tale om dette. Dette, at stunder ofte popper op og efterlader en længsel. Så var det, vi talte om netop den stund, vi sad i lige der, tirsdag morgen.
Vi havde det hyggeligt – og vi var sikre på, at vi om flere år ville se tilbage på denne tid som god. Den ville blive en af vores stunder. Vi ville smile lidt af sjove bemærkninger og mindes dage, hvor solen skinnede ind til os. Samhørigheden, inden vi gik i gang med dagens arbejde.

Og sådan er det jo. Heldigvis. Heldigvis, fordi vi, ved de gode minder ,husker, at livet har været godt – også selv om vi ikke tænkte så meget over det dengang.

Lige nu i hverdagen kan vi bruge disse tanker til at holde fast i det, vi har nu. Mærke nærværet og være nærværende. Se os omkring og fange de gode stunder vi møder og være opmærksomme på dem.
Når jeg ser mig omkring i mit liv, så har jeg masser af disse værdifulde øjeblikke. Nogle lange, nogle korte, men de er der. Det er dem, der giver krydderi. Dem, der giver mit liv værdi.

Prøv lige at tænke tilbage. Du har garanteret også en hel kuffert fyldt med gode minder og stunder, som bringer varme i dit hjerte.

Se dig så omkring – gå bare en uge tilbage. Hvilke stunder havde du der?
Vær opmærksom på dem alle
– dem der var, dem der er og dem, der kommer.

God tur!