Værdier og øjeblikke
Vi kan sige og vide, vi har værdier uden egentlig at gøre dem aktive.
Sådan lever mange. Drømme bliver sat til side, fordi det jo bare er drømme. Der er drømme, og så er der virkelighed. I en verden af fornuft drømmer vi, når vi sover. Så vågner vi og går i gang med det, vi forlod i går. Det kan være ganske godt – men også lidt trist.
Måske er drømmen bare et billede af dine værdier. De ting, begreber og følelser, du sætter højest i livet. Hvis du skal leve i fuld tilfredshed, altså sådan virkelig leve DIT liv, så skal værdier leves – om dagen, om natten – hele døgnet. Derfor er det, at jeg synes, en værdiafklaring er så vigtig for dig og dit liv – dit fuldt ud levende liv.
Sidst bad jeg dig om at brainstorme på dine værdier. Sætte ord og begreber på. Dine ord og begreber. Dine tolkninger.
Har du været gennem det?
Måske dukkede der andre værdier op. Værdier, som enten støtter en værdi, er den samme eller en helt ny.
Måske du slår to begreber sammen, fordi de repræsenterer det samme for dig.
Min tanke er, at du virkelig skal kende dine værdier. Altså sådan helt i bund.
Hvad betyder udvikling for dig – hvad betyder frihed?
Nu kommer så den store opgave.
Hvor meget fylder dine værdier i din hverdag?
Prøv at sætte dem op i prioriteret rækkefølge – den øverste har værdien ”10” for dig i en skala fra 1 -10, hvor 10 er mest værdifuld.
Dernæst giv et tal på, hvor meget værdien fylder i din hverdag – nu.
Hvor meget skal den fylde om en måned eller et år?
Hvad skal der til, før dine værdier bliver synlige for dig i dit liv – og dermed virkelige?
Hvad skal de første skridt være?
FX
Udvikling/10
Lige nu/7
Om en måned/et år/10
Jeg skal læse, gå til…, finde et andet job
Min første handling skal være…..
Tag en værdi ad gangen.
Din opmærksomhed og handlen på det vil tage et stykke tid – måske hen over sommeren – måske længere.
Det gør ikke noget, så længe, du er på vej.
En inspiration til dig kan være, at du fanger dine øjeblikke i løbet af de næste 14 dage.
Hvilke værdier ligger der i dine valgte øjeblikke – altså hvad gjorde dem specielle?
Det har jeg gjort – du får et kig til inspiration.
Jeg var i Det kongelige Teater med mine forældre og se balletten Spar Dame. Det blev til fantastiske øjeblikke. Balletten, som var gribende smuk og ramte alle følelser – og så det, at jeg var derinde med mine forældre.
Så er der de øjeblikke, når jeg kommer hjem. Mit hus, som det står der og nærmest åbner armene mod mig. Her føler jeg samhørighed og glæde.
Når mine børn er hjemme, eller vi er sammen. Der må tiden godt stå stille.
Så er der fredag aften, hvor min elskede og jeg bare hygger. Der er morgenerne i weekenderne, turene langs fjorden og blikket mod en blomstrende kirsebærgren.
Og endelig er der øjeblikket, når jeg sidder på mit kontor og skriver et indlæg til dig her på bloggen.