Vanja Santa Cruz – portræt af en fascinerende kvinde

Vanja Santa Cruz, 35 år, lærer og medejer af strikkeriet Qori Alpaca.
Jeg sidder over for en ung kvinde, som med sine oplevelser burde være mindst dobbelt så gammel end de 35 år, hun faktisk er.
Det er med visdom og sjæl, hun taler. Hun går dybere end mange.
Det er fascinerende at tale med Vanja.
Det er med stor varme i både smil og øjne, at Vanja taler om sine bedsteforældre.
Alle har de betydet meget for hende, men det er især morforældrenes liv, der har haft indflydelse på de valg, Vanja har taget.
Der er en rød tråd gennem hendes liv, eventyr, modighed og et ønske om at gøre noget, gøre en forskel så langt, hun formår.

Vanja har 3 hjem; fiskerhuset på Lolland, lejligheden på Frederiksberg og huset i Peru.
Det begynder i fiskerhuset på Lolland, barndomshjemmet, og her vokser Vanja op.
Landlivet er skønt, og det er da også det liv uden for materialistisk glamour, Vanja finder så værdifuldt i Peru.
Rejsen begynder, da Vanja bliver student. En opringning fra hendes morfar bliver startskuddet til Vanjas eventyr.
Hvorfor nu morfaren?
I 1968 stod Vanjas morforældre og tænkte på at rejse til Tanzania. Det blev vennen Peter Tantholdt-Hansen (1926-2010), der fik overtalt Vanjas morfar,
Ole Dorph-Jensen, 1918-2011, til at tage med til Peru, hvor han var præst og levede sammen med indianerne.
Morfaren var efter en lang karriere som atlet blevet lærer. Han sagde ja og tog til Peru, hvor han underviste i sløjd i ca. 8 måneder.
I 1970 vendte han tilbage med sin svenske kone, Kerstin, en fantastisk kvinde, der mestrede 5 sprog og var uddannet sygeplejerske.
Vanjas mormor.
Det blev til 4 år i Peru.

Mange år efter er det så, at morfaren ringer til Vanja: ”Hvad skal du nu?”
Inden Vanja når at forklare, er han der igen:
”Peter er i Danmark, ring til ham og find ud af, hvad du skal. Lav en aftale med ham.”
Det gør Vanja. Fra Lolland til Peter Bangsvej. 3 timers snak og en aftale om, at Vanja skal tage med Peter ud til Peru.
I Marcapata skal hun spille orgel i kirken. Sådan.
Det bliver et vildt år for Vanja. Ikke vildt på den der festende måde, som mange unge søger efter gymnasiet. For Vanja bliver det hårde dage i Peru.
10+ timer på ladet af en lastbil fra Urcos til Marcapata, når der skal handles sådan til lidt mere end bare. Arbejde for børnene og forbedring af sit spanske
– og så kommer Cesar.
De bliver venner, og så skal Vanja hjem og tjene penge.
København, Tivoli, april til september – og så afsted igen til Peru.
En tourlederbillet bliver til 3 uger med ældre turister og Cesar som guide på jungleturen.
Venskabet bliver til kærlighed – og så finder de en lejlighed sammen i Peru.

Strikkeriet Qori Alpaca
Cesar og hans bror har længe talt om at lave et strikkeri. Det er jo bare ikke sådan lige at anskaffe maskiner i Peru.
Efter mange planlægningsaftener beslutter de at prøve.
De vil bygge strikkeriet langsomt op.
Igen er det en bedsteforældre til Vanja, der har åbent en interesse hos hende. Vanjas farmor, Inger Pedersen 1932-2019, har år tidligere vækket Vanjas glæde
og interesse for både håndarbejde og håndværk.
Mens strikkeriet dannes skal Vanja tilbage til Danmark – igen for at tjene penge i Tivoli for derefter at tage tilbage til Peru.
I 2008 begynder Vanja sin uddannelse som lærer. Det skal være en uddannelse, hun kan bruge i flere lande – derfor lærer, derfor matematik og materielt design.
Med netop materielt design, vil hun kunne bidrage endnu mere til strikkeriet.
Samtidig med lærerstudiet er Vanja med i strikkeriet i Peru.
I dag kører strikkeriet stadigt. Der har været lang vej til succes. Små bestillinger i Danmark og så pludselig et gennembrud.
Til dagligt er det Vanjas svoger, der kører strikkeriet i Peru. Herhjemme er der regnskaber og marketing. Det er gode historier om strikkekvinderne, der pludselig kan klare sig selv.
Tjene til en uddannelse eller til at blive skilt fra en voldelig mand.
Vanja og Cesar bliver ikke rige af strikkeriet, idet det vigtigste er, at kvinderne får en ordentlig løn.
Derfor kan de sælge deres trøjer, sjaler tørklæder osv. med god samvittighed. Vanja gør en forskel.
Deres hverdag er i Danmark, og der bliver de – noget endnu. To dejlige drenge er kommet til, og de skal opvokse i Danmark. Huset i Peru besøger de så ofte, de kan, og både børn og voksne trives der.
Lige nu ligner Vanjas liv alle andre småbørnsfamiliers liv, synes hun selv. Bleer, afleveringer, godnathistorier. Når jeg hører hende fortælle, synes jeg det så alligevel ikke. Måske, fordi Vanja har en tanke og et mål for sit liv, der smitter af på mig, når hun taler. Hun har eventyreren i sig, men det er en, der vil eventyr for at kunne gøre noget – for andre.
Det er fantastisk, synes jeg.
For Vanja er tingene ikke ligegyldige – tværtimod.

Mit bedste eje
Små ting, fået eller arvet fra mine bedsteforældre. Sender dem en tanke deroppe, når jeg ser på de ting. Fik en tre-armet lysestage til jul, der havde været min mormors.
Svensk, så fin, bliver helt rørt bare ved tanken. Har bl.a. et billede af min mormor, som student. Det satte hun på mit spejl, da jeg var barn, efter hun havde lånt mit værelse.
”Tak for lån af dit værelse, mormor”.
Mine yndlingssteder
Lolland. At gå en tur ved vandet, stranden… sten, tang. Så at sidde på terrassen og nyde udsigten. Eller det at sidde ved flodbredden ved Amazonas eller på toppen af et bjerg i Andesbjergene.
I Peru har nogle bjerge en iboende Gud, det hedder en Apu. Så får bjerget navnet Apu Pachatusan eller andre navne.
Derudover passer de godt på og ærer Moder Jord, Pachamama.
Min bedste beslutning – for mig
At tage tilbage til Peru i 2006 – eller i virkeligheden at tage til Peru i det hele taget, at blive en del af et fællesskab, hvor man tager hensyn til hinanden og viser omsorg;
med de midler man nu engang har.
Glæder i hverdagen
”Jeg elsker, når mine børn griner og krammer hinanden… Når man er en flue på væggen og ser, at de omkring en elsker hinanden.
Når hverdagen bider
Jeg leder nok stadig efter det….
Når jeg skal forkæle mig selv
Jeg skal huske at tage en bog med, når barnet skal sove… Når man får lov til at læse en bog, uden at blive stoppet.
Som forleden da jeg fandt en solstråle og en grøn mælkekasse og så sad der og slugte solen.
Jeg er taknemmelig for
Jeg er utrolig taknemmelig for mange ting – når jeg hører om, hvordan andre har det.
At være rask.
Hvad vil jeg kunne sige til mig selv, når jeg rammer de 90
Jeg vil være taknemmelig for alt det, jeg har oplevet. Formået at holde hovedet oven vande.
Et råd til andre
Følg din mavefornemmelse.
Sæt tempoet ned og vær i nuet – i dine livsfaser.
Vær ligeglad med, hvad andre mener og hold fast i dig selv.
Vær dig selv.