Det er helt i orden…
Det er helt i orden….
”Hva nu hvis jeg ikke ved, præcis hva jeg går
hva nu hvis du sir, det er helt i orden
er vi så ikke nærmest lykkelige vi to?” – toner og ord flyder ud af radioen og ind i mit sind. Jeg hører ordet ”gør” i stedet for ”går”, og tænker, det er uden betydning.
Glad musik, glade tanker. TV-2, Nærmest Lykkelig. Det får mig også til at tænke videre.
Hvor ofte giver jeg mig selv lov til ikke helt at vide, hvad jeg gør?
Og hvor ofte siger jeg til mig selv, at det så er helt i orden?
Hvor ofte gør du?
Det er ofte usikkerheden, der får os til at ”lade være” –
lade være med at flytte, søge nyt job, ændre på vigtige ting i livet – ja gøre noget vildt, mindre vildt eller bare handle på de drømme, vi har.
Mange er opdraget til ikke at tage risici, men derimod til at søge den sikre vej.
Tænk dig om, inden du søger uddannelse. Hvad bruger du din tid på? Er det nu også fornuftigt, du aner jo ikke, hvad det kan føre med sig!
Hvad nu, hvis det er helt i orden? Hvad nu, hvis jeg faktisk bliver lykkelig?
Hvad nu, hvis du fortryder? Er du så nærmest lykkelig?
Hvornår er noget dumdristigt, risikabelt eller bare usikkert?
Et meget slidt citat af Søren Kierkegaard (1813-1853), dansk teolog og filosof.
“At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv” – og så alligevel vil vi mange gange være sikre.
Jeg ser i min hverdag blandt mennesker, at der ligger en udpræget angst for at fejle. Jeg coacher både unge, til eksamen, og voksne, hvor det bagvedliggende ”monster” er ønsket om at være perfekt. I perfektionisme er der ikke plads til fejl.
Jo, det er der altså. Ingen mennesker lever et liv uden at fejle. Vi lærer af de fejl, vi begår, og så er de pludselig ikke længere fejl, men lærdom. Vi kan også kalde det visdom.
Visdommen bygger på erfaring. En erfaring, der giver forståelse. Det er ikke hurtigt opsnappet viden, der i tempo bliver omsat til lov. Nej, visdom er levet, turdet, erfaret – med åbne øjne og et åbent sind.
Jeg ved ikke om Kierkegaard var vis, men han var dog filosof og hans citat, om det så er tænkt på en spadseretur gennem Kongens Have eller hjemme i stuen, så er det jo rigtigt.
Jeg vil ønske for alle de unge, der er på vej ud i samfundet, at de indimellem tør.
Jeg vil ønske for de mennesker, der er bange for at fejle, at de tør.
Jeg ville ønske, jeg kunne puste mod bag alle de drømme, der bliver drømt af gode mennesker med lyst til livet.
Så hvis du siger til mig:
Hvad nu hvis jeg ikke helt ved, hvad jeg gør?”
Så siger jeg: ”Det er helt i orden”