Skip to content

Kvinde med kant

  • Forside
  • Om mig
  • Boostet til dig
  • Portrættet
  • Detaljen
  • Smagen af frihed
  • Blog
  • Kontakt
7. juli 2019 / Boostet til dig

En sommerdag

Uh, den flyver af sted, den sommer. Jeg vil så gerne holde fast i den.

Jeg er mest til sommer. En sommerdag, hvor skyerne svæver som bløde snebunker hen over den blå himmel. Solsorten fløjter, og solen giver liv til blomster, husmure – og mig.

Jeg elsker sådanne dage. Sommer er min årstid. Måske har det noget at gøre med, at jeg er født midt i juni måned, starten på sommeren. Måske er det bare mig og mit sind.

I hvert fald gik jeg en sommerdag og oplevede netop himlen, solen og solsorten. Jeg sugede hver en solstråle, hver en lyd til mig og ønskede, at tiden ville stå stille. Lige der, denne dag.

Men jeg kan ikke holde fast. Uret tikker om kap med tiden. Så jeg må bare være i nuet og så måske tænke over, hvad jeg vil tage med mig ind i efteråret og vinteren.

Humøret – tanker og forståelse for den frihed, jeg har.
Overskuddet til at vælge – og vælge fra.
Glæden over den citrongule hoveddør, jeg har malet til indgangen i mit sommerhus.
Havets brusen og solens legen med bølgerne.

Mine nye løbesko, som stædigt fortæller mig, at jeg har taget en beslutning.
Skønne dage med familien. De smås pludren, Gurli Gris, chokoladefingre og snakke med mine børn.

 

Kaffe i mine forældres have ved det borde/bænkesæt, som min far maler hvert år, og som har stået i mine bedsteforældres have – engang.
Sydfransk stemning i Antibes med min elskede.
Gode bøger – refleksion.

Og så bare det at være – og være fri. Det at have tid og lade mig nyde tiden. Nogle dage uden at lave andet end at sidde og kigge ud i det vy, der nu engang er lige der foran mig. Andre dage i fuld fart med lige det, jeg har lyst til at være i gang med.

Friheden, sommeren og tiden bringer altid nye tanker og påmindelser til mig.

Hvad vil jeg – hvad vil jeg ikke – når hverdagen igen sammen med sensommer og efterår lægger rammer for mit liv, min tid.

Det er sådan, jeg kommer videre. Det er sådan ideer opstår for mig.
Nogle lader jeg flyve, andre planter jeg og lader gro.
Det vigtigste, tiden giver mig, er min bevidsthed om, hvem jeg er.
Mine værdier danner grobund for det, jeg skal plante og passe på.

På de drømme og ønsker jeg vil bringe til live.

 

Så er der jo også dig, kære læser.

Har sommeren og tiden der bragt dig tanker, du skal se mere på?
Har du mon tænkt over, hvad du vil bringe ind i sensommeren og tiden frem til, det igen bliver sommer?
Er der noget, du skal gøre? Noget, der skal virkeliggøres?
Skal din første dag efter ferien være en fortsættelse af livet før – eller følger der nyt med?

Jeg har altid et hæfte, som er med mig. Her skriver jeg ideer og tanker ned.
Jeg synes, det er vigtigt, at jeg får tænkt mine tanker og ideer igennem. Måske har jeg givet mig selv nogle deadlines – inden hverdagen kommer.

Så er det nemmere at holde fast. For mig i hvert fald.

Post navigation

Previous Post:

Tidsfordriv eller mindfulness

Next Post:

Kærestetur til Dublin

Seneste indlæg

  • Kvinder – kæmp
  • Forstå og slip
  • Mere dans….
  • Novembertanker
  • Stærk Overgang
©2023 Kvinde med kant - Powered by Simpleasy