Kender du alle dine rum?
Kender du alle dine rum, dine sale?
I England fandt man i 2016 en skat. Et rum på Selwyn College. Selwyn blev bygget i 1882. Det var i forbindelse med en renovering af en sovesal, at tømrerne opdagede et lille tekøkken – indemuret og glemt. En stuepige havde haft dette lille rum som arbejdsplads – og man fandt breve og andre skatte for nutiden i det lille glemte rum.
For år tilbage havde jeg en tilbagevendende drøm.
Jeg drømte, at jeg skulle flytte. Jeg flyttede ind i et kæmpe stort hus. Nogle af rummene kendte jeg – andre var nye. Det mærkelige var, at jeg ved at gå rundt i huset pludselig opdagede rum, ingen havde set. Jeg var overvældet over de muligheder, der pludselig lå foran mig. Indretning, brug af rummene. Det var en følelse af glæde, vilje, styrke og lyst til at komme i gang, der ramte mig der i drømmen. Fantastisk – og så vågnede jeg.
I få øjeblikke efter min tilbagevenden til virkeligheden kunne jeg stadig mærke følelsen.
Jeg tænkte over budskabet i min drøm. Hvilke uopdagede rum indeholdt jeg? Hvor skulle jeg tage fandt, ændre, udvikle…
Jeg kan i ferier eller i tiden, hvor jeg er i ro eller flow opleve følelsen.
Troen på, at noget skal udvikles, at jeg vil lykkes med mine drømme og ønsker. Jeg er på spring – i gang. Det er et klarsyn, som fylder krop og tanker med energi.
Det, der så ofte sker, er, at man hjemme igen lige skal have ordnet det ene eller det andet, inden man kan komme i gang. Man møder mennesker, der taler ens drøm ned eller bare udtrykker forbehold. ”Har du tænkt på…?” Hvad nu hvis…?”
Der lægges et slør ind over klarheden. Man nøjes med det, man kender, det man er i.
Så går tiden – så går livet.
Andre menneskers overbevisninger bliver mine eller dine.
Jeg møder ofte mennesker, der ville ønske, de kunne gøre ting i livet om.
Beslutninger, udsagn og valg.
Du kender det nok….
Havde jeg bare… Tænk, hvis.
Sandheden er, at det kan ikke laves om.
Vi handler i de overbevisninger, vi har lige der, hvor vi er.
Lige nu, kan vi bruge vores ønsker og gøre det, vi måske tidligere ville have tøvet med.
Vi skal ikke samle på Tænk, hvis… men på Fantastisk, jeg gør det..
Når du indimellem i en fredelig stund sidder og tænker et Tænk hvis, så gør det færdigt.
Hvordan ville dit liv være, hvis du handlede på det?
Er det et af dine ”glemte rum”, der er ved at åbne sig for dig?
Gå rundt i dit hus – find dine styrker og mærk efter. Måske er der rum, du kun flygtigt kender, fra en drøm et ønske. Luk døren op til de rum. Se efter hvilke skatte, der er.
Altså hvilke skatte og muligheder, du ejer.
Det kan være rum med kreative muligheder, rum med nye udsigter eller bare åndehuller til dig.
Drømme eller ønsker om at vide mere – om noget – og give sig tid til det.
Måske havde du fat i et dørhåndtag på et tidspunkt. Et dørhåndtag, der blev sluppet i farten til noget andet. Find det igen – og lad døren stå åben.
God tur – god opdagelse.